Planteavlere diskuterede klima

Start i det små og lær at forstå principperne bag klimaudregningerne, inden du kaster dig ud i større initiativer på din ejendom. Det var et af budskaberne på LandboNords Plante- og Klimakonference i Vrå, hvor der var oplæg og debat om klimareguleringer og fremtidens planteproduktion.

Forleden var 200 planteavlere fra hele Nordjylland samlet i Vrå til Plante- og Klimakonference arrangeret af LandboNords Plante- og MiljøRådgivninger.

Udover at få seneste nye viden om planteavl, var en stor del af dagen dedikeret til fremtidens planteproduktion, hvor klimadagsordenen kommer til at spille en mere væsentlig rolle end den nogensinde har gjort før. Derfor er LandboNords fokus at klæde kunderne bedst muligt på, så dansk landbrug fortsat kan producere nogle af verdens bedste fødevarer.

- Landbruget er kendt for at se produktionen som en helhed og sætte initiativer i gang, der skaber langsigtede løsninger. I øjeblikket går øvelsen først og fremmest ud på at forstå de sammenhænge, der er i spil, når vi taler klimatiltag. I LandboNord har vi en række værktøjer, som gør processen nemmere, men det kræver en ekstra indsats af den enkelte landmand, siger Søren Greve Olesen.

Landbruget bliver målt på ESG

Til konferencen var der blandt andre indlægsholdere fra Seges, Hjørring Kommune og Nordea. Her var fokus blandt andet på ESG, som er en vurdering af virksomheders aftryk på omverdenen både i forhold til ledelse, medarbejdere og klima. I takt med udbredelsen af ESG, kommer det også til at få en mærkbar betydning for landbruget.

- I LandboNord har vi et dedikeret klima- og bæredygtighedshold, der er klar til at hjælpe. I øjeblikket er vores bedste råd så småt at komme i gang – ikke nødvendigvis med gennemgribende indgreb, men at få hjælp til at identificere de lavthængende frugter, som findes alle vegne. Som sagt går øvelsen lige nu ud på at forstå principperne bag klimaudregningerne og få taget de første skridt på en længere rejse, siger Søren Greve Olesen.

Læs også