Debutantsejr i den 25. kåring af Lammefjordens Grand Cru gulerod

Christian Heslet Jørgensen, som driver økologisk planteavl ved Svinninge, til tops med sorten Bolero. Hos kartoflerne forsvarede Kristian Juel Jensen og Belana-kartoflen titlen.

Den 25. kåring af årets bedste gulerod fra Lammefjorden førte til en debutantsejr ved Grand Cru-finalen på Audebo Pumpestation.

Christian Heslet Jørgensen, som driver økologisk planteavl på ejendommen Arnakke ved Svinninge, havde den gulerod – en Bolero – som bedst faldt i dommernes og publikums smag. Hos kartoflerne løb Kristian Juel Jensen, Søvang ved Hørve, for andet år i træk med prisen med en kartoffel af sorten Belana.

Men som en af finalisterne sagde, så er forbrugerne den endelige vinder, fordi en konkurrence som denne skærper producenternes interesse for at dyrke nogle fødevarer, der ikke bare givet et højt udbytte, men som smager af noget og ser godt ud.

Først BGB – så Grand Cru

Netop de to kriterier er grundlaget for bedømmelsen, påpeger Hans Møller Olsen, formand for Lammefjordens Grøntslagslaug, som står bag kåringen sammen med Unesco Global Geopark Odsherred.

- Vi må være taknemmelige for, at nogle fremsynede landmænd på Lammefjorden i 1996 fulgte TV-kok Claus Meyers råd om at søge EU-prædikatet BGB (Beskyttet Geografisk Betegnelse) til lammefjordsguleroden. Og da BGB’en så var i hus, lyttede de igen til Claus Meyer, som foreslog dem at lave en Grand Cru-kåring, så forbrugerne kunne se, at her var nogle landmænd, som virkelig gik op i, hvordan produkterne smager.

- Som formanden sagde dengang, så skal forbrugerne ikke finde sig i kedelige grøntsager. Og det skal de heller ikke nu. Derfor holder vi fast i Grand Cru-kåringen, fordi den holder os selv skarpe, men også har forbrugernes interesse.

Her ved den 25. kåring har vi yderligere den glæde, at Coop i år vil sælge de to vinderprodukter i en særlig Grand Cru-emballage, fortæller Hans Møller Olsen.

Finalisterne og dommerne

Til de to finaler var kvalificeret tre partier kartofler og tre partier gulerødder fra Lammefjorden og de øvrige indtørrede områder i Odsherred, der er omfattet af BGB’en fra EU.

Foruden de to vindere var der kartofler fra Anders Biltoft Kristensen, Slotsgården (sorten Georgina) og Emil Busch-Petersen, Stubberupholm (sorten Queen Anne). I gulerodsfinalen stillede Christian Heslet Jørgensen op med to partier af sorten Bolero, mens Jens Møller Olsen, Almegård, havde sorten Narvik med.

Dommerpanelet bestod af køkkenchef Jens Jepson fra Kræftens Bekæmpelse, Kim Enemark, tidligere konsulent på Lammefjorden, og Vagn Slott, første formand for grøntsagslauget og manden bag citatet om kedelige grøntsager.

Dommere og publikum gjorde, som de blev bedt om – vurderede udseende, smag og konsistens. Med kartoflerne var to af dommerne enige om at pege på sorten Queen Anne, mens den tredje dommer stemte for Belana.

Og da publikums stemme også faldt her, løb den med sejren. Kristian Juel Jensen fortalte, at den også er hans egen favoritsort, som han har dyrket i snart ti år.

Læs også