Sponseret af: Agri Nord

Rådgiveren er en vigtig brik på vejen til at blive selvstændig landmand

Den unge landmand Andreas Bygvraa får sparring, styr på paragrafferne og en vej ind til kreditgiverne gennem sin etableringsrådgiver.

Andreas Bygvraa drømmer om at blive selvstændig landmand. Han elsker at arbejde med landbruget, hvor tingene er levende, og hvor han kan se, at den indsats, han gør, skaber resultater. 

Han er uddannet landmand og har arbejdet som driftsleder på forskellige kvægejendomme i flere år, men har kigget efter sit eget i en periode.

- I starten vidste jeg slet ikke, om det overhovedet var muligt for mig at købe en ejendom. Jeg fandt ud af, at jeg havde nogle af de værktøjer, det kræver, men at opgaven ikke var let. Jeg fik derfor lagt en plan for, hvordan jeg kunne arbejde mig hen imod målet. Senere er jeg blevet klar over, at det bestemt er muligt for mig. Nu handler det mere om hvordan, fortæller den unge landmand.  

I processen med ejendomshandel har Andreas Bygvraa haft sparring med strategirådgiver og etableringsekspert Peter Møller fra Agri Nord, der har næsten 30 års erfaring med etableringsrådgivning. Det har været en stor hjælp, fortæller han.

- Jeg er blevet mere klar over, hvad det er jeg og min kæreste Caroline vil, og hvad vi er værd. Nu handler det om, at vi finder den rigtige ejendom og får den finansieret på den rigtige måde, så vi både kan udleve drømmen om at eje og drive en mælkeproduktion, men endnu vigtigere tjene penge på det, siger han. 

Realitetstjek af ønsker og drømme

Det var i forbindelse med en igangværende handel, at Andreas Bygvraa kontaktede Agri Nord for at få kontakt til en rådgiver, der havde erfaring på området. Det var der, han blev sat i forbindelse med Peter Møller, som gennemgik aftalen og fandt paragraffer og ting med småt, som der ikke var taget højde for.

Og det er da slet ikke umuligt, at Andreas Bygvraa kan blive selvstændig, vurderer Peter Møller. Det kræver bare, at han er indstillet på, at det ikke bliver med den store ejendom med 500 køer og 500 hektar fra starten. 

- Der er et solvenskrav på 15-20 procent. Det betyder, at den unge skal finansiere 15-20 procent selv, og det er jo en stopklods for de fleste, og derfor kan man være nødt til at starte i noget mindre, som man sidenhen kan udvikle, siger rådgiveren.

Overvejer samarbejde med investor

Andreas Bygvraa kunne godt se sig selv samarbejde med en investor, som vil hjælpe til med noget af den yderste finansiering imod at få en høj rente.

- Dog uden at denne investor ejer ejendommen. Jeg arbejder målrettet mod at blive selvstændig ved fortsat at spare penge sammen, vise gode resultater i mit arbejde som driftsleder og ved at udbygge mit netværk, siger han. 

Han ser det også som en god løsning at lave en aftale, hvor sælger laver et sælgerpantebrev, og hvor han kun køber en mindre del af jorden til at starte med.

- Jeg håber på, det er muligt, at jeg selv kommer til at eje, for jeg vil gerne selv inkassere den konjunkturstigning, der kan ske, siger han.

Det er ikke fordi, han har noget imod at betale en rente til en investor. 

- Renten, de forlanger, er dog typisk højere, end den gennemsnitlige rente vil være, hvis jeg selv kan få finansieret ejendommen. Jeg ønsker derfor ikke at betale en relativ høj husleje og samtidig risikere, at jeg skal aflevere en eventuel konjunkturstigning til en investor, siger han. 

Ærlighed

Det er den slags drøftelser, Peter Møller tager med den unge, der gerne vil etableres. Og han tager også den svære snak om, hvilke personlige udfordringer der kan være.

For eksempel skal den unge gøre op med sig selv, om han eller hun kan arbejde sammen med en investor og eventuelt en bestyrelse, og om man i det hele taget har forudsætningerne for eksempelvis at drive et stort landbrug med ti ansatte.

- Man er nødt til at være ærlig overfor sig selv og mærke efter i maven, hvad der er det rigtige. Den unge også nødt til at lukke ørene for, hvad andre mener, der er det rigtige, siger han.

Rådgiveren er også bevidst om, at han selv skal være ærlig overfor den unge. 

- Det kan ikke nytte noget, at jeg går i gang med et projekt, jeg ved, der ikke kan lykkes, siger han. 

En vej ind i banken

Da Andreas Bygvraa forsøgte sig med etablering på egen hånd, oplevede han, at det var svært at få kreditgiverne i tale. Det er en helt anden oplevelse nu, hvor han nyder godt af Peter Møllers netværk ind i den finansielle sektor.

- Jeg mærker tydeligt effekten af Peters netværk, og at han har præsenteret mig på forhånd. Det er meget nemmere nu, hvor jeg har fået en hel anden vej ind i banken, fortæller han. 

Når Peter Møller har møde med landbrugskundecheferne, der har ejendomme, der skal sælges, så nævner han Andreas for dem. 

- Han bliver sat i scene, og vi sidder ikke bare passivt og venter på, at tingene skal ske, siger Peter Møller. 

Finansieringen er dog stadig en udfordring for stort selv alle de unge, der gerne vil etableres.

- Det er megasvært, men det kan lade sig gøre, siger Peter Møller.

I øjeblikket oplever han en stigende interesse fra de unges side, og heldigvis viser bankerne en større interesse for at medvirke til generationsskifter.  
 

Agri Nord

Hobrovej 437
9200 Aalborg SV