Danmarksmestre i pløjning er fundet

Danmarksmesterskaberne i pløjning 2024 er løbet af stablen. I år stod LandboUngdom Region Ribe for afholdelse af mesterskabet, der bød på både erfarne og nye vindere.

Danmarksmesterskaberne i pløjning 2024 er løbet af stablen. I år stod Region Ribe for afholdelse af mesterskabet. Smilende frivillige, højt humør og rigtig godt vejr, var hvad de mange gæster, som var mødt op på Nørregaard planteavl lidt uden for Ribe blev stillet i udsigt.

Efter fælles morgensamling i det opstillede telt på marken ved Nørregaard planteavl, satte en gruppe håbefulde pløjere kursen mod markerne. I fire timer blev der pløjet, målt af og rettet til, og herefter ventede konkurrenterne på, at vinderne kunne kåres.

Tæt konkurrence

Og det var lidt af en veteran, der herefter kunne kalde sig Danmarksmester i vendeplov. Det blev nemlig Søren Korsgaard, der vandt – skarpt forfulgt af sin nærmeste konkurrent Jesper Madsen, og derfor var det en glad pløjer, der kan kalde sig for danmarksmester.

- Det føles rigtig rigtigt godt. Vi lå tæt Jesper og jeg. Når vi kæmper sådan om det, så øger det også konkurrencen og koncentrationen. Det giver publikum noget mere at se på, fordi vi er skarpe konkurrenter. Hvis der kun var den ene af os, tror jeg ikke konkurrencen var blevet nær så god. Det er godt for konkurrencen, siger Søren Korsgaard.

- Det er 13. gang jeg vinder i år. Og det betyder stadig rigtig meget. Jeg var så heldig at vinde en sølvmedalje til VM i Estland i år, og det har virkelig givet mig blod på tanden i forhold til at nå helt til tops. Jeg havde egentlig tænkt om jeg skulle til at lægge det lidt på hylden, men nu er jeg helt skarp og klar på at ville præstere.

Adgangsbillet til VM

Martin Lindberg Velling blev udnævnt som vinder i standardplov, og det er noget, som betyder meget for ham.

- Det er altid dejligt at vinde, også selvom jeg har prøvet det før. Man er altid nervøs, fordi alle kan have en dårlig dag, så man har ikke vundet på forhånd. Det er 7. gang, jeg bliver danmarksmester, og jeg har også været til VM et par gange. Nu vil jeg forsøge at tage det sidste skridt op og forsøge at få det sidste med fra VM.

- Det betyder meget at kunne komme til VM igen og forsøge at forbedre mit sidste resultat. Det betyder meget at vinde i dag, for det er jo adgangsbilletten til VM. Jeg fortsætter, indtil jeg er blevet verdensmester.

Asmildkloster bedste skole

Ved danmarksmesterskabets første dag kæmpede fire af landets landbrugsskoler om podiepladserne ved Skole-DM i pløjning. Vinderne blev de fire pløjere fra Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg.

Samarbejde og teknik var i top, da Karl Emil Frederiksen, Nikolaj Post, Valdemar Fredholm og Benjamin Bülow Vastrup dystede om at blive Danmarks bedste skolepløjere. Blandt de 20 unge pløjere, der stillede op til DM, er de nu dem, der kan tage pokalen med hjem.

For de fire nye danmarksmestre har konkurrencen ikke kun givet nye færdigheder, men også stærke venskaber. De kendte nemlig knapt nok hinanden, før de kom på hold sammen og havde heller ikke stor erfaring med pløjning, før de begyndte at træne til DM.

- Da vi blev spurgt, om vi ville være med, kendte vi knapt nok hinanden. Det var lidt for sjov og for at se, hvor gode vi var. Det er også noget, der ryster folk sammen, og vi er blevet et stærkt team, lyder det fra vinderholdet.

Læs også