En stor del af konkurrencepløjning er tiden i værkstedet

Der bliver makket, skruet og svejset i værkstedet ved Martin Nørmølle nær Brovst. Nu er han endnu engang klar til DM i pløjning.

Martin Nørmølle har bygget om på sin plov i 12 år. Nu er den stort set der, hvor den skal være. - Der er mange, der selv laver dele til deres plov, og for mig er det en stor del af konkurrencepløjningen, men det er ikke raketvidenskab, og alt det, jeg har lavet, er noget, man vil kunne lave hjemme i garagen, forklarer Martin Nørmølle.

Lørdag den 30. oktober stiller Martin Nørmølle for sjette gang til DM i pløjning med sin 32 år gamle Fiat 80-90 og sin Kverneland Hydrein Special-konkurrenceplov.

Martin er uddannet landmand og smed og bruger adskillige timer i værkstedet ved Fosdal Plantage, mellem Fjerritslev og Brovst, på at optimere ploven.

- Der er mange, der selv laver dele til deres plov, og for mig er det en stor del af konkurrencepløjningen, men det er ikke raketvidenskab, og alt det, jeg har lavet, er noget, man vil kunne lave hjemme i garagen, forklarer Martin, som er 41 år gammel og har konkurrencepløjet i 14 år. Der forinden gjaldt det traktortræk.

Sammen afsted på traktor

Mens andre går til fodbold et par gange om uge og spiller kamp i weekenderne eller sidder timevis i et læbælte og venter på et rådyr, bruger Martin sin fritid i værkstedet.

- Jeg tror nok, vi er kendt for at lave nogle lidt underlige ting, siger Martin og viser sit og brormands seneste påfund. En firehjulet vogn med nedbygget træk, som kan rumme alt det habengut, som han og lillebror Thomas Nørmølle, skal have med, når de skal til stævne. Selvfølgelig uden at ploven skal spændes af traktoren, den hæves bare op, og vognen spændes efter traktoren. Martin har påmonteret en lift på vognen, så man nemt kan løfte tvillinghjul op og ned.

Martin og Thomas konkurrencepløjer begge og tager ofte turen sammen til pløjefelterne, selvfølgelig på traktor.

- Vi har kørt til Sjælland to gange. Mig forrest og så min bror bagefter. Hans kan rende lidt stærkere, så jeg styrer farten. Så kører vi ned og sejler til Samsø og så videre derfra. På sådan en tur er det ikke unormalt, at vi snakker mindst halvdelen af vejen, griner Martin.

Små og store ændringer

Martin Nørmølle har haft sin 70´er konkurrenceplov i 12 år og har siden han overtog den, justeret og bygget nye dele løbende.

- Jeg har bygget landhjulet om. Før var det fastmonteret og kunne kun bevæges op og ned. Det gav lidt udfordringer i nogle ting, og jeg fik strafpoint. I dag kan jeg bruge det gennem hele pløjefeltet, fordi jeg kan flytte det ind og ud, og det kan pege i begge retninger. Det er meget nemmere nu. Hvis jeg kommer i tanke om en ny ting, som jeg vil prøve, har jeg muligheden for at flytte landhjulet nu, forklarer Martin.

Han har også ændret den forreste furerbredde.

- Kipstangshåndtaget flytter man normalt med håndkraft, men det har jeg lavet om, så det er hydraulisk, siger Martin

- Så har jeg også lavet den venstre spindel hydraulisk, fordi det hjælper mig ved enderne, siger Martin, som også har forlænget lifthåndtaget.

Tiden i værkstedet

Ploven er i dag, efter 12 års finpudsning, groft sagt der, hvor den skal være.

- Jeg skal ikke bygge store ting om for en stund, for hvis jeg bygger hele tiden, så bliver det svært at finde en rytme og finde ud af, hvordan ens grej det kører. Jeg har nok været slem til at bygge meget, og det betyder rent konkurrencemæssigt, at jeg måske ikke er kommet så meget videre fra det niveau, jeg er på, siger Martin og erkender, at han nok burde øve mere, men at det er svært at løsrive sig fra værkstedet.

Martin peger på vinterens projekt - en palle fyldt med plovdele.

Han bestemte nemlig sidste sæson, at vinteren skulle bruges til at bygge plovdele til grønjord. Det er gjort, og de ligger nu alle skinnende klar til DM.

Klar til DM

Martin Nørmølle brænder for konkurrencepløjning og sammenholdet med de andre deltagere.

I år er det blevet til fem lokalstævner med en 1. og en 3. plads i bagagen.

- Jeg ved godt, hvad jeg skal træne. Jeg har udfordringer i opstarten med sammenkastet, og så skal jeg være hurtigere. Jeg vil gerne gøre tingene ordentligt, og så har jeg fået strafpoint nogle gange for at bruge for meget tid, siger Martin Nørmølle, som glæder sig til DM.

- Jeg tør ikke sige, hvad jeg forventer, men jeg er bange for, at ambitionerne er højere end realiteten, griner Martin Nørmølle.

Læs også