Den danske energivirksomhed BioCirc bliver den største leverandør af biogen CO2 til Europas første fuldskala CO2-lager med navnet Greensand Future i Nordsøen.
BioCirc har indgået en banebrydende aftale med energigiganten Ineos og det ambitiøse projekt Greensand Future, der skal lagre op mod 1 million ton biogen CO2 fra virksomhedens produktionsanlæg.
Aftalen markerer samtidig et stort skridt i Danmarks bestræbelser på at reducere CO2-udledninger og sikre energiforsyningen.
Største aftale i NECCS-udbuddet
BioCirc sikrede sig hovedparten af midler i det danske NECCS-udbud tidligere på året. NECCS er en pulje for negative emissioner via CCS, der skal sikre fangst og lagring af CO2 fra 2025.
I takt med at energivirksomheden sikrede sig hovedparten af midlerne, har det muliggjort en massiv investering i fangst og lagring af biogen CO2. Virksomheden investerer derfor et større trecifret millionbeløb til projektet, der kombinerer biogasproduktion med CO2-fangst og permanent lagring under Nordsøens havbund.
- Med en investering på et større trecifret millionbeløb i fangst og lagring af biogen CO2 bidrager projektet ikke kun til Danmarks klimamål, men viser også, hvordan biogassektoren kan styrke energiforsyningssikkerheden, reducere afhængigheden af fossil energi og samtidig muliggøre betydelige negative CO2-udledninger, forklarer Bertel Maigaard, adm. direktør i BioCirc, i en pressemeddelelse.
Klimaeffekt svarende til 130.000 danskeres årlige CO2-udledning
Projekt-kontrakten løber frem til 2032 og vil have en direkte klimaeffekt, der vil svare til omkring 130.000 danskeres direkte Co2-udledninger for et helt år.
Med fangst og lagring af op mod 1 million ton biogen CO2 understreges vigtigheden af at biogassektoren udbygges over de kommende år, og hos BioCirc ser direktøren store fordele i kontrakten.
- NECCS-kontrakten giver os bedre muligheder for at bidrage med negative CO2-udledninger ved at integrere eksisterende biogasproduktion med CO2-fangst og permanent lagring. Projektet vil være med til at støtte Danmarks klimamål for 2030 og viser, hvordan biogasbranchen kan bidrage til en grønnere energisektor. Samtidig leverer projektet på den grønne trepart og landbrugets behov for omstilling, fortæller Bertel Maigaard.
Nordsøens første fuldskala CO2-lager
De præstigefyldte projekt i Nordsøen har fået navnet Greensand Future og bliver samtidig det første fuldskala CO2-lager i EU, og kan blive en central brik i Danmarks klimastrategi. Det forventes at projektet vil være operationelt fra slutningen af 2025 eller starten af 2026.
Når projektet når sin fulde kapacitet, kan det lagre op til 400.000 ton CO2 årligt, og vil have potentiale til gradvist at udvide lagerkapaciteten til hele 8 millioner ton om året.
Den biogene CO2 fra BioCircs produktion vil blive lagret sikkert i det lukkede Nini West-reservoir, som ligger 1.800 meter under Nordsøens havbund.
DLG og BioCirc samarbejder om sandvaskteknologi