Ny fodersilo på bare fem dage

Brødrene Erik og Helge Jensen er imponerede over, hvor hurtigt der kan etableres en ny fodersilo. Nu har de fem siloer på ejendommen Haulund ved Frørup.

En ny 920 tons stor Sukup silo fra Dancorn pryder nu i rækken af fodersiloer hos brødrene Erik og Helge Jensen på Haulund ved Frørup.

- Vi har tidligere haft kornet på planlager, men skal bruge pladsen i laden til vores maskiner. Og da de fire siloer, vi har i forvejen, ikke kan rumme yderligere, ja så måtte vi få etableret endnu en, fortæller Helge Jensen, der fredag i uge 28 fremviste siloen til interesserede naboer og kolleger.

Imponerende hurtigt

Han er meget imponeret over hvor hurtigt, siloen er blevet bygget.

- De gik i gang lørdag. Holdt fri søndag. Arbejdede igen fra mandag, og torsdag stod den stort set færdig. Vi mangler transportanlægget, før vi kan tage den endeligt i brug. Det kommer i løbet af uge 31.

Erik og Helge Jensen etablerede de første to fodersiloer tilbage i 2002, og de næste to i 2008.

Læs også