Ros og anerkendelse ved rejsegilde på DLG’s nye hovedkvarter

Næste år flytter DLG ind i sit nyopførte domicil ved Fredericia. I går var der rejsegilde på det nye 7.500 kvadratmeter store hovedsæde.

Mange var mødt op til gårsdagens rejsegilde hos DLG i Fredericia. Håndværkerne er i fuld gang med byggeriet af DLG’s nye hovedkvarter, der ligger tæt på motorvejen og den ny Lillebæltsbro, der kan skimtes i baggrunden. Koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll, glæder sig over, at byggeriet af det nye hovedkvarter skrider planmæssigt frem. Sales director i NRE, Jonas Olesen, er glad for at være blevet valgt til totalentreprenør på byggeprojektet. Peter Olsson, ejendomsinvesteringschef i AP Pension, er glad for samarbejdet med både DLG, NRE og ikke mindst Fredericia Kommune. En glad og ydmyg borgmester – Jacob Bjerregaard er både ydmyg og stolt over, at en virksomhed som DLG har valgt Fredericia til sit nye hovedkvarter.

I oktober sidste år kunne første spadestik tages, og i går var der så rejsegilde på det, der næste år står færdigt som DLG-koncernens nye, store hovedsæde i Fredericia.

Det var yderst tilfredse og forventningsfulde repræsentanter fra bygherre, ejer, entreprenør og kommune, der i går kunne fejre rejsegildet for nybyggeriet, der ligger på en central placering i udkanten af Fredericia med motorvejen og Lillebæltsbroen blandt de nærmeste naboer.

Og der var ros og anerkendelse hele vejen rundt omkring byggeriet, hvor alt har kørt planmæssigt.

- Vi er kommet langt siden efteråret 2018, og alt kører efter planen. Det er det største forandringsprojekt i DLG’s historie og så endda i koncernens 50 års jubilæumsår, sagde koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll, der understregede at i DLG, skal man altid være omstillingsparat – netop som det er sket med udflytningen fra Axelborg til nu midlertidige lokaler i Fredericia, inden flytningen til det nye hovedkvarter, altså ligeledes i Fredericia.

Han benyttede samtidig lejligheden til at takke de mange medarbejdere, der har valgt at flytte med til Fredericia, hvor omkring 200 arbejdspladser er flyttet til, og hvor omkring 300 ventes at skulle arbejde i 2020.

Fra tanker til virkelighed

Det er virksomheden NRE, der er totalentreprenør på byggeriet, og sales director Jonas Olesen lagde i sin tale ikke skjul på, at han på flere plan er både stolt og imponeret over byggeriet:

-  Vi er glade for at være med til at danne ramme om jeres nye domicil. Det er en stor dag for både bygherre og kommunen. Det er nu, vi kan se tankerne bag projektet tage form.

Jonas Olesen rettede samtidig en tak til både de rådgivere og rigtig mange håndværkere, der har sørget for, at tankerne er blevet til bygning.

Også hos selskabet AP Pension, der bygger og kommer til at eje bygningen, som DLG fremadrettet lejer, er man yderst tilfreds med resultatet indtil videre.

- Det er et spændende og prestigefyldt byggeri, som er endnu flottere, end jeg havde forestillet mig. Vi er glade for at være blevet valgt af DLG som partner, lød det fra Peter Olsson, ejendomsinvesteringschef hos AP Pension.

Han rettede samtidig en stor tak til NRE samt ikke mindst Fredericia Kommune for et yderst godt samarbejde.

Ydmyg og taknemmelig

En stor virksomhed med hundredvis af arbejdspladser, der flytter til ens by og kommune, er et stort aktiv.

Borgmester i Fredericia Kommune, Jacob Bjerregaard, (S), sparede heller ikke på sin anerkendelse og tilfredshed:

- Det er stort, at en virksomhed som DLG har flyttet domicil fra Axelborg hér til Fredericia. Det er vi både taknemmelige og ydmyge over. Det er et imponerende byggeri og tæt på kunst. Og vi er glade for, at AP Pension har samme oplevelse af det som os, lød det fra Jacob Bjerregaard.

DLG’s nye hovedkontor bliver som nævnt bygget af AP Pension, som også bliver ejere af bygningen. PLH Arkitekter har tegnet stregerne og bliver også indretningsarkitekter på den færdige bygning. NRE Denmark er totalentreprenør og Rambøll er bygherrerådgivere.

Det ny hovedkvarter ventes at stå færdigt om et år – i sommeren 2020.

Læs også