Specialist i fjerkræudstyr markerede jubilæum og nyt domicil

Carl Fr. Petersen Maskinværksted, CFP, der har specialiseret sig i udstyr til fjerkræbranchen, markerede forleden både et 20-års og et 40-års jubilæum samt flytningen sidste år til nyrenoverede større lokaler.

Masser af gæster ved åbent hus dagen hos Carl Fr. Petersen, hvor der blev hygget ved bordene udenfor de nye lokaler i Løgumkloster. Blandt gæsterne var Borgmesteren fra Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen, (til venstre), som også selv er landmand ved siden af jobbet som borgmester og kunde i butikken.

Inventar til slagtekyllingestalde, fodersiloer, fodertransport, foderskåle, vandingssystemer samt udstyr til både ruge- og konsum-æg.

Sortimentet og opgaverne spænder vidt hos Carl Fr. Petersen, CFP, i Løgumkloster, der forleden kunne byde indenfor til både at markere både to jubilæer samt flytningen sidste år til nye og renoverede lokaler i Løgumkloster.

- Vi sælger alt fra siloer, foderinventar, vandingssystemer, transportbånd og redeanlæg. Det gælder hele projekter og stalde, både montering og service, fortæller direktør og CEO, Henrik Brodersen, der er medejer af Carl Fr. Petersen Maskinværksted ApS.

- Som noget nyt er vi også blevet varehus for Europas distributører omkring Ziggity drikkesystemer og Butterfly Concepts foderskåle for at forkorte leveringstiden fra producenterne, tilføjer han.

De to øvrige ejere er Kevin Tygesen og Claus Andersen, som i 2017 købte firmaet af Carl Fr. Petersen. De er ejere af TA-El-teknik i Løgumkloster, der blandt andet har arbejdet med netop installering af el-udstyr i stalde.

De købte El-Nyt´s forretning for 20 år siden og startede dermed som selvstændige som derefter har udviklet sig til 5 selvstændige virksomheder med fælles kontor og indkøb.

Nye lokaler og to jubilæer

- CFP og vores søsterselskaber har fejret indvielse af nye lokaler på Industrivej 29 og samtidig fejret TA-Eltekniks 20-års jubilæum og CFP´s 40-års jubilæum, fortæller Henrik Brodersen.

Han tilføjer, at der var over 500 gæster om eftermiddagen og 315 til festmiddag om aftenen. Blandt dem var repræsentanter fra vores leverandører i Holland, Tyskland, Polen og USA.

En række virksomheder var repræsenteret med stande i forbindelse med åbent hus dagen. Det var foruden CFP – Carl F. Petersen selv, virksomhederne Brdr. Ewers fodervarer, Nordgear Drivesystems, Danish Clean Water, Ziggity drikkesystemer, Butterfly Concepts foderskåle, CFP Chain-Feeding-Power kædefodring, Chore-Time rede systemer og foder distribution og Flexus hanefoder.

Læs også