Ny rapport: Der er styr på pesticiderne

Ingen sporbare pesticidrester er fundet i over halvdelen af de mere end 96.000 fødevarer, som er testet i pesticidkontrollen indenfor EU i 2019. Det viser EFSA’s seneste pesticidrapport.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har publiceret den årlige pesticidrapport. Den samler data fra 96.300 fødevareprøver, der er undersøgt som en del af både EU’s egen samt de forskellige medlemslandes pesticidkontrolprogrammer.

Prøverne er indsamlet i de 28 EU-medlemslande samt Norge og Island og er i alt undersøgt for 800 forskellige pesticider og deres nedbrydningsprodukter.

I 56,6 procent af prøverne er ingen sporbare pesticidrester fundet. I yderligere 39,5 procent af prøverne er pesticidrester fundet, som overholder de gældende EU-grænseværdier for pesticidindhold i fødevarer. Rester er fundet af mere end ét pesticid i cirka hver fjerde prøve.

I 3,9 procent af prøverne er sprøjterester fundet, som overskrider de acceptable grænseværdier. Overskridelser er oftere fundet i prøver fra lande uden for EU, Norge og Island (7,8 procent) end i prøver fra EU, Norge og Island (2,7 procent).

Lav risiko for sundheden

EFSA vurderer, at de indsamlede data fra 2019 indikerer, at sandsynligheden er lav for, at europæerne eksponeres for indhold af sprøjterester, der udgør en sundhedsmæssig risiko.

Også fødevarerne i Danmark overholder generelt pesticidreglerne. Det kan du læse mere om på DTU Fødevareinstituttets hjemmeside i en nyhed fra den 12. januar 2021.

Læs også