Nature Energy går videre med projekt om biogasanlæg på Djursland

En nedsat arbejdsgruppe fra Djursland Landboforening har på rekordtid indsamlet så mange tilkendegivelser fra landmænd, som ønsker at levere til et nyt biogasanlæg på Djursland, at biogasproducenten Nature Energy går videre med projektet.

En arbejdsgruppe, bestående af flere medlemmer af Djursland Landboforening, har netop afholdt møde med Nature Energy. Her overleverede arbejdsgruppen tilsagn om de 450.000 tons husdyrgødning, som Nature Energy skulle bruge for at gå videre med et projekt om et biogasanlæg på Djursland.

- Vi har sørget for at skaffe opbakningen, og nu er vores arbejde gjort for denne gang. Nature Energy var noget imponeret over, hvor hurtigt vi kunne få de mange tilsagn. Det viser bare, at landmændene bestemt er interesseret i projektet, fortæller Mogens Hjort Jensen, som er en del af arbejdsgruppen.

Djursland Landboforening har stået bag to orienteringsmøder for mulige leverandører og aftagere til et biogasanlæg på Djursland.

- Der kan være nogen, der er interesseret, som vi ikke har kontaktet – ingen skal føle sig udelukket, og alle er velkomne til at være med, lyder det fra Mogens Hjort Jensen.

Nu står Nature Energy for det videre projekt, som de ifølge Mogens Hjort Jensen har en professionel tilgang til.

Læs også