Danmarks Statistik: Gartnerierne kom godt ud af 2020

Driftsresultatet i heltidsgartnerierne steg fra 2019 til 2020 i gennemsnit fra 775.000 kroner til 914.000 kroner, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

2020 blev et godt år for gartnerierne, lyder det fra Danmarks Statistik, der konstaterer, at heltidsgartneriernes gennemsnitlige driftsresultat steg fra 775.000 kroner i 2019 til 914.000 kroner i 2020. Det svarer til en stigning i afkastningsgraden fra 4,7 til 5,3 procent.

- Driftsresultatet for potteplantegartnerier steg fra 0,8 millioner kroner i 2019 til 1,1 millioner kroner i 2020, lyder det fra Danmarks Statistik, der konstaterer, at omsætningen og priserne var højere end året før i forsommeren 2020, og for året som helhed var potteplantepriserne 2 procent højere.

Ifølge statistikken havde gartnerier med grøntsager i væksthus en fremgang i driftsresultatet fra 1,1 til 1,5 millioner kroner efter gennemsnitlige prisstigninger for produkterne på 3 procent.

Frugt- og bær-boost

Også planteskolernes driftsresultat steg fra 1,0 til 1,4 millioner kroner i gennemsnit. Det skyldes hovedsageligt 5 procent højere priser på produkterne i forhold til 2019.

- Virksomheder med frugt og bær havde et driftsresultat på 452.000 kroner sammenlignet med 319.000 kroner i 2019. Fremgangen hænger sammen med prisstigninger på produkterne på 24 procent, skriver Danmarks Statistik på sin hjemmeside. Frugt- og bærbranchen er den største i sektoren med i alt 186 virksomheder.

Producenterne af frilandsgrøntsager måtte tage til takke med et driftsresultat, der faldt fra 1,3 millioner kroner i 2019 til 0,9 millioner kroner i 2020. Det skyldes blandt andet prisfald på 3 procent i forhold til 2019.

De gennemsnitlige tal for gartnerisektoren dækker over, at den bedste fjerdedel fik et gennemsnitligt driftsresultat på 2,8 millioner kroner, mens det for den dårligste fjerdedel var på minus 0,1 millioner kroner.

Læs også