Nyt stærkt partnerskab skal bane vejen for 2030-mål: Landbruget stempler ind i den fælles fynske klimakamp

Ny partnerskabsaftale skal skubbe Fyn tættere på den fælles klimavision FYN 2030. Både L&F Centrovice, Patriotisk Selskab, Dansk Familielandbrug og de ti fynske kommuner har store forventninger til den brede aftale, som sparkes i gang med to spændende pilotprojekter.

De fynske kommuner og landbruget sætter nu for alvor jagten ind på CO2-udledning i det fynske. Med en ny partnerskabsaftale bliver der nemlig slået en tyk streg under dedikationen til at arbejde for en samlet fynsk CO2-reduktion på 80 procent frem mod 2030. Det er landbrugets tre største organisationer, der har fattet pennen sammen med samtlige 10 fynske kommuner.

- Med en rammeaftale, som den vi netop har indgået med landbrugsorganisationerne, har vi for alvor sat kursen mod vores fælles fynske 2030-målsætning, og jeg glæder mig over, at vi i aftalen både har sat fokus på biomasse, de enkelte bedrifters metoder og produktivitet samt udnyttelsen af vores arealer, siger Søren Steen Andersen, borgmester i Assens Kommune, der for nyligt blev fremhævet som en af Danmarks førende, når det gælder udtagning af lavbundsjorde til miljøformål.

Væsentlig rolle

Landbruget står for cirka en fjerdedel af den samlede fynske CO2-udledning, så landbrugene spiller altså en meget væsentlig rolle, når de 10 kommuner med den fynske vision for en bæredygtig fremtid i hånden skal ændre vaner og aftryk, der påvirker klimaet.

- Vi er glade for, at det er lykkes os at gå sammen om en aftale, der i den grad understreger vores dedikation til sagen i branchen. Vi har allerede gode erfaringer med nogle projekter omkring klimaregnskaber i et par af de fynske kommuner og en af de konkrete udløbere af aftalen bliver et intensiveret og aktivt arbejde for at få udbredt dette til alle vores medlemmer på Fyn, fortæller Torben Povlsen, formand i L&F Centrovice.

Affald til biokul

Udover klimaberegninger på de enkelte bedrifter har aftalen også sendt et andet pilotprojekt i støbeskeen, som skal blotlægge potentialerne ved et fælles fynsk anlæg, der kan omdanne affald fra landbruget til biokul. Formålet med et sådant anlæg vil naturligvis være at binde CO2 i jorden, og så vil det kunne medføre en mere cirkulær økonomi i landbruget.

- At vi er flere fynske landmænd, der bliver bevidste om udformning af klimaregnskaber og sætter gang i de bæredygtige tiltag kan klart være med til at flytte noget. Det giver os bedre mulighed for at identificere, hvilke knapper vi kan skrue på for at gøre vores CO2-aftryk mindre, for vi vil gerne være en aktiv del af løsningen på de klimaudfordringer, vi står overfor, fortæller mælkeproducent Jens Bo, der allerede er godt i gang med at dreje på de grønne håndtag.

Han roser blandt andet værktøjerne i andelsselskabernes bæredygtighedsmodel og det pilotprojekt om klimaberegninger, som han sammen med 14 andre landmænd fra Assens, Middelfart og Nordfyn har deltaget i hen over det seneste år. Et projekt, der altså nu står til at blive bredt ud på hele Fyn.

Læs også