BL: Vi er nødt til at tage klimaændringerne alvorligt

Landbruget skal i klima-arbejdstøjet, mener direktør Hans Aarestrup fra Bæredygtigt Landbrug, der vil have fokus på udvikling af landbruget frem for afvikling.

Konklusionen på FN’s klimarapport fra denne uge er let at drage for direktør i Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup.

- Vi er nødt til at tage klimaændringerne alvorligt, men det betyder også, at man er nødt til at lave realistiske løsninger. Varm luft er det sidste, vi har brug, siger han.

Han forklarer, at dansk landbrug også skal være med til at lave løsningerne. Ineffektivt landbrug er dog ikke løsningen, så derfor er fokus ikke afvikling af landbrug, men effektivisering, mener han.

- Løsningerne skal ses på globalt plan – det nytter ikke noget at lave tiltag, der isoleret set ser fine ud, men blot skubber produktion over grænserne, forklarer Hans Aarestrup.

Han peger på, at Danmark har et af de mest klimaeffektive landbrug i verden. Derfor mener han også, at det er naturligt, at vi satser på landbrug – netop for klimaets skyld. Dette vil også have positiv indvirkning på biodiversiteten, da det vil friholde større arealer til natur.

Forslag til klimaløsning

Fra Bæredygtigt Landbrug lyder det, at det er vigtigt, at man i de kommende landbrugsforhandlinger tager et holistisk udgangspunkt. Her er der en række tiltag, som Bæredygtigt Landbrug mener, kan være interessante:

  • Fortsat forskning og udvikling med henblik på at nedbringe malkekøers metanudledning samt bedre udnyttelse af kvæggyllen

  • Fortsat udbygning af biogasanlæg, selv om der skal gives tilskud til driften

  • Effektiv gylleudnyttelse i svinestalde ved blandt andet hyppig udluftning. Ammoniaktabet i stalden reduceres markant. Gyllekøling kan også være en metode til energiudnyttelse, men med lavere effekt.

  • Nitrifikationshæmmere. Det virker ved midlertidigt at standse omdannelsen af NH4+ til NO3– og resulterer i mindre lattergasdannelse

  • Klimasikring og tilpasning af vandløb til større nedbørsmængder, så planternes rødder kan udnytte gødningen optimalt og udvaskning dermed reduceres. Udledning af lattergas under omdannelsen af kvælstoffet reduceres

  • Dyrkningsjorden skal vedligeholdes. Binding af CO2 i jorden kræver blandt andet et lille overskud nitrat, fosfor og svovl. Et overskud, som ikke længere findes på grund af gødningskvoter, der ikke tager hensyn til klimaet

  • Reduceret jordbearbejdning og nedmuldning af halm kan på nogle jordtyper være med til at øge muldlaget og binde CO2, når der er næringsstoffer nok til rådighed

  • Realistisk udtagning af drænede lavbundsjorde

  • Økonomisk attraktiv skovrejsning med udnyttelse af gavntræ. Både EU og IPCC peger på, at skovenes rolle bliver at levere produkter til den grønne omstilling. Her er både landbrugsvarer og træ vigtige komponenter

Kilde: Bæredygtigt Landbrug

Læs også