Stor søgning til kompensation for brug af klimavenligt foder

Ansøgningsrunden til kompensations- og tilskudsordningen for metanreducerende foder er netop lukket, og stort set alle mælkeproducenter har søgt om kompensation.

Stort set alle mælkeproducenter har søgt kompensation til at gennemføre det nye krav om brug af fodertilsætningsstoffet Bovaer eller ved at øge fedtindholdet i foderet fra den 1. januar 2025. Det oplyser Ministerium for Grøn Trepart i en pressemeddelelse.

Konkret er der søgt svarende til cirka 92 procent af de støtteberettigede malkekøer.

- Det er meget positivt, at vi nu har fået gang i et af de mest effektive klimavirkemidler, som i den grad kommer til at skabe et mere klimavenligt landbrug. Jeg er glad for, at så mange har søgt om kompensation, så vi kan understøtte den grønne udvikling, siger Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart.

Begrænset søgning til tilskudsordning

Mens søgningen til kompensation har været meget høj, er søgningen til tilskudsordningen begrænset – der er søgt svarende til cirka tre procent af de støtteberettigede malkekøer.

Det er dog ifølge Ministerium for Grøn Trepart ikke unormalt i det første år for nye ordninger. De peger på, at en af forklaringerne kan være, at der har været en kort og forsinket ansøgningsperiode, blandt andet som følge af en indsigelse fra Østrig. En anden forklaring kan være, at det er en ny type klimaværktøj, som mælkeproducenterne skal vænne sig til.

- Forandring tager tid, men tiden er knap, så derfor skal vi have sat endnu mere skub i søgningen til den her ordning, siger Jeppe Bruus og tilføjer:

- Vi er i dialog med de relevante parter, og vi har allerede nu flere konkrete idéer til, hvordan vi kan forbedre rammerne for ordningen, så vi kan få endnu flere til at søge,

Også formand for Landbrug og Fødevarer, Søren Søndergaard, peger på, at der kan optimeres fremadrettet.

- Mælkeproducenterne vil virkelig gerne gøre en forskel og bidrage i klimaomstillingen. Det er tydeligt, når vi nu kan se, hvor mange der har søgt kompensationsordningen, siger han og fortsætter:

- Den ordning, hvor der fodres med metanreducerende foder hele året, er der færre, der har søgt. Det skal vi have lavet om på, og derfor kigger vi sammen med Ministeriet for Grøn Trepart på, hvordan vi kan optimere ordningen.

Fakta

  • Anvendelse af fodertilsætningsstoffet 3-NOP, som indgår i Bovaer, er godkendt i EU i 2022 på baggrund af en risikovurdering foretaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) med fokus på effektivitet, dyresundhed og fødevaresikkerhed. På det grundlag vurderes 3-NOP ikke at medføre dyrevelfærdsmæssige forringelser og anvendes allerede i flere lande.

  • På baggrund af et dansk forskningsprojekt er klimaeffekten under danske forhold ved anvendelse af fodertilsætningsstoffet 3-NOP, som indgår i Bovaer, fastsat til en reduktion på 27 procent af udledningerne fra malkekøers fordøjelse.

  • På kort tid er der blevet oprettet en kompensations- og tilskudsordning for metanreducerende foder, så de konventionelle mælkeproducenter allerede fra næste år kan tage det meget effektive klimaværktøj i brug.

Læs også