Minilæsser med stor løftekapacitet

Den første minilæsser via svenske Kellfri kører snart over rampen fra Middelfart Maskiner i Kauslunde, hvis det står til indehaver Carsten Vesthammer. - Det er et godt bud på en maskine, hvis man skal have noget, der virkelig kan arbejde og til en pris, som man kan betale, siger han.

Swekip fås i fire forskellige størrelser, hvor model 2050 som vist her, er den tredjestørste. Den koster med den viste skovl 200.000 kroner plus moms og forhandles blandt andet gennem Middelfart Maskiner i Kauslunde.

I snart halvandet år har Carsten Vesthammer drevet virksomheden Middelfart Maskiner i Kauslunde. Her har han blandt andet forhandling af maskiner fra svenske Kellfri, og senest har han fået en minilæsser til salg, der ifølge den erfarne forhandler, er værd at bemærke.

- Vi kalder den en minilæsser, men der er næsten tale om en maxilæsser, da den vejer 4,3 tons og ikke lige kan smides på en trailer, siger han.

- Det er en rigtig lille gummiged og et meget godt bud på en maskine, hvis man skal have noget, der virkelig kan arbejde og til en pris, som man kan betale. Helt oplagt er den på gården og i stalden til foderopgaver, siger han og henviser til læsserens løftekapacitet på hele to tons. Samtidigt er maskinen væsentlig mindre pladskrævende end en stor frontlæssertraktor.

Et hav af redskaber

Carsten Vesthammer fremhæver muligheden for at påføre maskinen et hav af redskaber via et hydraulisk standardbeslag. Det betyder, at man selv bestemmer, hvor man henter sine redskaber og er dermed ikke underlagt et bestemt mærke eller ekstra beslag.

- Det er for mig at se en stor fordel, siger han. En fordel er det også, at læsseren kan køre helt op til 30 kilometer i timen.

- I og med maskinen ikke er egnet til lige at smide på en trailer, er det en stor fordel, at den kan flytte sig forholdsvist hurtigt på vejen, siger Carsten Vesthammer og henviser til den firecylindrede dieselmotor, læsseren er udstyret med.

Står inde for kvalitet

Carsten Vesthammer har stor erfaring med maskiner fra svenske Kellfri. At der nu er indgået partnerskab med svenske Swekip, der har gjort det rigtigt godt med minilæssere i Sverige, er kun et plus.

- Det er nyt, at Kellfri tilbyder Swekip til Danmark, så det er en god mulighed for at få en kompakt maskine med en stor løfteevne til en lav pris. Det er en lille arbejdshest, understreger maskinforhandleren.

At Swekip udvikler maskinerne til de nordiske lande, og maskinen bygges i Kina, bekymrer ikke Carsten Vesthammer.

- Jeg vedstår gerne, at den første reaktion fra mange, når de hører, at det er kinesisk produceret, er en smule skepsis. Det har det såmænd også været hos mig selv. Men den ser altså super ud den her. Jeg har selv kørt lidt med den og haft vores mekaniker med for at kigge maskinen igennem, og der er tale om en fin størrelse med gode Continental industridæk og en god finish. Det er en fin kvalitet, som vi godt vil være bekendt at sælge og servicere, fastslår han.

Kellfri har flere forhandlere ud over Danmark, hvorfor der aldrig er langt til certificeret service.

Teknisk data for Swekip 2050

Vægt: 4.360 kg

Løftekapacitet: 2.050 kg

Tipvægt: 2.889 kg

Olietryk: 20 Mpa

Olieflow: 70 liter pr. minut

Elsystem: 24V

Motoreffekt: 37 kw/2.400 rpm

4-trins hydrostat

Swekip fås i fire forskellige størrelser, hvor model 2050 er den tredjestørste model.

 

Læs også