NDI Group, der importerer og distribuerer dæk fra dækproducenten Alliance i Norden, har fået det indtil videre største dæk fra producenten på lager.
Alliance er del af den japanske dækkoncern Yokohama OHT (Off-Highway Tires), og i de seneste år har der været lanceret mange, nye produkter målrettet landbruget og industrien. Herunder flere serier af VF-dæk, der muliggør kørsel med variabelt dæktryk på landbrugsmaskiner, herunder blandt andet traktorer, mejetærskere, gyllevogne og sprøjter. Dækserien Alliance Agriflex 372+ er nu igen blevet udvidet med nye størrelser – heriblandt en størrelse, der gør dækket til det største, som Alliance nogensinde har produceret.
- Vi har nu fået det allerstørste dæk fra Alliance på lager, og det er et dæk til de absolut største traktorer. Det er det største dæk, som Alliance har produceret til dato. En markering fra producentens side af, at man nu går ind på markedet for de største maskiner og også vil udfordre konkurrenterne med økonomisk og kvalitetsmæssigt meget konkurrencedygtige dæk, siger salgschef i NDI Groups landbrugsdivision, Uffe Hansen.
Med på udstillinger
Det nye, rekordstore dæk, der har størrelsesbetegnelsen VF750/75R46, vil i den kommende tid ifølge Uffe Hansen blive udstillet ved forskellige dyrskuer og andre lejligheder, hvor NDI Group vil være til stede:
- Vi kommer til at udstille det nye dæk på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa, Roskilde Dyrskue, Hjørring Dyrskue og dertil Landsskuet i Herning samt Dansk Markdemo. Vi ser frem til igen at komme ud at møde de danske landmænd og folk fra relaterede erhverv og denne gang have en bogstavelig talt stor nyhed med, som er en tydelig markering af Alliances ambitioner om at blive en stor spiller inden for markedet for dæk til landbrugs- og industrimaskiner, slutter han.