På Farsbøllegård dyrker Søren Hvid Hansen og hans far knap 1.000 hektar med ren planteavl. – Vi har forholdsvis kolde jorde og derfor prioriterer vi god buskning i efteråret ved valg af hvedesort, fortæller han.
Her i efteråret har planteavler Søren Hvid Hansen, Farsbøllegård ved Hårslev på Nordfyn, valgt at så 70 hektar med den nye hvedesort Bohr til fremavl for DLG.
- Vi kender sorten Kvium godt, den har præsteret fine udbytter på vores jord uden at gå i leje, fortæller Søren Hansen, som sammen med Ole Andersen, markedschef hos Sejet Planteforædling, og Effektivt Landbrug er på vej ud i marken på Farsbøllegård for at se den nye Bohr-sort.