Hjælp og inspiration til valg af roefrø

- Man skal ved sortsvalg vurdere sorternes udbyttestabilitet over flere år, dyrkningsegenskaber og egne erfaringer med de enkelte sorter, påpeger Charlotte Hansen, VKST.

Kilde: VKST - Planteavlsnyt.

Nordic Beet Research (NBR) har nu offentliggjort dette års sortsafprøvning af sukkerroer til hjælp og inspiration til roedyrkernes indkøb af roefrø til kommende sæson.

Der kan bestilles frø direkte af frøfirmaerne samt hos Nordic Sugar på dyrkerportalen www.sukkerroer.nu.

- Køber man hos et frøfirma, skal man være opmærksom på handelsbetingelserne, hvor der kan være rabatter ved, at man selv afhenter frøet eller betaler tidligt, fortæller planteavlskonsulent Charlotte Hansen, VKST.

Hun anbefaler, at man inddrager flere sortsegenskaber i sortsvalget.

- Vigtigste egenskab er højt økonomisk udbytte og udbyttestabilitet over flere år. Men det er samtidig vigtigt at vælge to til fire sorter, alt afhængig af roearealets størrelse.

Tidligere års erfaringer har nemlig vist, at der kan opstå uforudsete problemer med for eksempel fremspiring eller et højt antal stokløbere hos en sort. Det er derfor vigtigt at sprede risikoen.

Bør skele til flere ting

I sortsforsøgene 2021 uden nematoder ligger RT-sorterne med et meget ensartet udbytte på mellem 16,4 til 16,8 tons sukker pr. hektar.

- Evalotta KWS adskiller sig med 15,8 tons sukker, og har signifikant lavere udbytte end de øvrige RT-sorter, oplyser Charlotte Hansen.

Bauer, Davinci, Klimt, Mango, Nasser, Roxy, Selma KWS og Skelby ligger på stort set samme udbytteniveau, og adskiller sig ikke så meget fra hinanden.

Hun påpeger, at der ved sortsvalg skal skeles til sorternes udbyttestabilitet over flere år, dyrkningsegenskaber og egne erfaringer med de enkelte sorter.

- Igen i 2021 klarer flere nematodetolerante sorter sig godt, og ligger blandt de højst ydende sorter – også på arealer uden nematoder, understreger Charlotte Hansen.

Det gælder blandt andet sorterne Cascara KWS, Falster og Twix. Sorterne Cantona KWS, Daphna, Fenja KWS og Nelson ligger på samme udbytte niveau som RT-sorterne.

NT-sorten Castello adskiller sig ved at have laveste udbytte af NT-sorterne.

Ti nye sorter på listen

Frøpriserne er i gennemsnit højere for NT-sorter, og dette skal tages med i overvejelser ved sortsvalg, hvis der ikke er konstateret nematoder eller mistænker det i årets roemarker.

Til 2022 er der ti nye sorter på sortslisten, de såkaldte observationssorter, som for de flestes vedkommende kun har været med i sortsforsøgene i to år.

I 2021 var økonomiske udbytter i gennemsnit af dyrkede sorter 20.417 kroner pr. hektar.

Efter markedet for roefrø blev gjort mere frit i 2019, er det blevet svært at sammenligne sorterne med forskellige frøpriser hos de enkelte udbydere.

- I VKST har vi udviklet et hjælpeværktøj, hvor man kan sammenligne flere sorter ud fra egne forudsætninger, slutter Charlotte Hansen.

Egenskaber til at vurdere sortsvalg

• Nematodetolerance

• Højt sukkerudbytte og stabilitet over flere år

• Høj renhed

• Høj sukkerprocent

• Lav stokløbningstendens

• Høj og ensartet fremspiring

• Bladdække

• Roens højde over jorden

Læs også