Nitrat i drikkevand kan give fødselsdefekter

Risikoen for at den nyfødte bliver født med fødselsdefekter er større, hvis moderen har drukket drikkevand med selv små mængder af nitrat under graviditeten. Det viser en ny, stor undersøgelse fra forskere ved universiteterne i Aarhus og Illinois, USA.

Der var især beviser for, at eksponering for nitrat kan øge risikoen for defekter i øjet. 

Forskerne undersøgte en kohorte på mere end én million fødsler i Danmark og beregnede beregnet nitratkoncentrationer ud fra 130.944 prøver fra drikkevand fra næsten 4000 offentlige vandværker. Niveauerne af nitrat var generelt under de gældende grænseværdier i Europa og USA. Grænseværdien for nitrat i drikkevandet i Danmark er fastsat ud fra anbefalingerne fra WHO. 

Nitrat er en af de hyppigst påviste forurenende stoffer i vandsystemer rundt om i verden, og stammer primært fra gødning i landbruget. I årtier har nitrat ikke bare haft miljømæssig bevågenhed, men også været under mistanke for at være kræftfremkaldende.

- Disse resultater er særligt bekymrende for områder af verden med intenst landbrug og højere eksponeringer for nitrat, og der er ingen tvivl om, at yderligere undersøgelser er klart berettigede, siger professor Leslie Stayner, fra University of Illinois, som er hovedforfatter til artiklen.

 

Læs også