Avlsselskab er tilfredse trods millionfald

Det globale marked for svinekød har været udfordret i 2021 som følge af Covid-19, stigende produktionsomkostninger og faldende slagtenoteringer, melder Danish Pig Genetics.

Genetikselskabet Danish Pig Genetics bundlinje falder i 2021, men lander ifølge selskabets direktør alligevel på et tilfredsstillende niveau.

Danish Pig Genetics’ partnere godkendte i går årsregnskabet for 2021 med et resultat før afskrivninger, renter og skat (Ebitda) på 11,5 millioner kroner og et resultat før skat på 9,4 millioner kroner. Det er seks millioner kroner mindre i forhold til selskabets overskud i regnskabet for 2020. 

- På trods af de nævnte udfordringer har vi formået at levere et tilfredsstillende resultat, selvom vores samlede forventninger til 2021 var en anelse højere, fortæller selskabets direktør Henrik Biilmann.

Selskabet vil i 2022 fortsætte med at udbygge de faglige kompetencer til det nye hovedkontor i Vejle samt investere i igangværende og nye genetiske projekter. Selskabet oplever ifølge direktøren en stor efterspørgsel efter avlsprogrammets store fokus på blandt andet fodereffektivitet. Både på dette område og andre udviklingsprojekter bliver der i 2022 afsat yderligere ressourcer.

Yderligere giver Danish Pig Genetics’ PRRS-frie avlsprogram en god mulighed for at støtte op om den nyligt lancerede nationale handlingsplan for reduktion af forekomsten af PRRS i danske svinebesætninger.

- Her står vi stærkt. Vi vil opsøge og gribe de muligheder, vores styrke på dette område giver os i den kommende tid, siger Henrik Biilmann.

Læs også