Sommerferie med landbrug, natur og nye venner

90 børn og unge havde i år sat en uge af deres sommerferie af til SommerCamp´21 på Asmildkloster Landbrugsskole. Og de oplevede masser af landbrug, natur og nye venskaber

SommerCamp ´21 handler både om landbrug, og ikke mindst nye venskaber.

Nogle havde taget turen fra opladet til Viborg – andre kom længere væk fra, som eksempelvis Silkeborg og Horsens. Fælles for de i alt 90 børn og unge, der i år deltog i SommerCamp`21 på Asmildkloster Landbrugsskole var, at de var opsatte på at opleve landbrug, natur og nye venskaber.

Og de fik hvad de kom efter. Fællesskabet er nemlig i højsædet hos SommerCamp ´21. Det blev gjort gennem en stribe spændende og sjove aktiviteter, der foruden landbrugsrelaterede aktiviteter, også bød på et besøg på gokartbanen i Løvel, filmaften, sport og ikke mindst aktiviteten ”Nak & Æd”, hvor det var signalkrebs i åen, der var det dyr, der skulle jages og spises.

Asmildkloster Landbrugsskole oplever stigende interesse fra børn og unge som ønsker at få mere kendskab til Landbruget og fødevareproduktion. I samarbejde med grundskolerne i de omkringliggende kommuner udbydes en del ”fag” igennem hjemmesiden www.klcviborg.dk. ”Robotteknologi og fremtidens landbrug”, ”Klog på dyr”, ”Klimaklog på danske fødevarer” og forløb i verdens bedste udendørs klasselokale ”Haver til Maver”. I Haver til Maver arbejdes blandt andet med begrebet fra ”jord til bord” efter økologiske principper.

Med den store interesse som man oplever fra børn og unge søsætter Asmildkloster et nyt tiltag, som starter efter sommerferien. Et fritidstilbud som man har valgt at kalde ”Spirerne”. Tilbuddet er til de unge som starter på 7. og 8. årgang efter sommerferien. Det bliver et forløb på 10 gange + en enkelt overnatning hen på efteråret.

Læs også