Ingen kendskab til vildsvin i Danmark lige nu

Reguleringen af vildsvin er fortsat et vigtigt tiltag i beskyttelsen mod afrikansk svinepest (ASF). Der er på nuværende tidspunkt ikke kendskab til vildsvin nord for den danske grænse, hvilket vildsvinehegnet er en af årsagerne til.

Naturstyrelsen meddeler, at det sidste vildsvin, der var kendskab til på dansk jord, nu er nedlagt. Intensiv jagt og opsætningen af præventive hegn har således givet resultater. Det oplyser Svineproduktion.dk.

Her oplyses det endvidere, at der siden planen for udryddelse af vildsvin blev igangsat i januar 2018, er nedlagt 157 vildsvin i Danmark.

- Grunden til, at vi er så bange for vildsvinene i Danmark, er, at vildsvinene kan risikere at samle madvarer op, som er smidt i naturen, og så bliver de syge. Derudover er det vigtigt at sørge for, at vi ikke har vildsvin i Danmark. Hvis vi får afrikansk svinepest i vildsvin, vil det være enormt svært at vise, at vi er fri for sygdommen igen, da vi ikke kan tage blodprøver af vildsvinene, siger Jan Dahl, chefkonsulent i afdelingen Fødevaresikkerhed i Landbrug & Fødevarer.

Fortsat overvågning ved grænsen

På nuværende tidspunkt er der således ingen meddelelser om observationer eller kendskab til dyr, som opholder sig nord for den danske grænse, oplyser Naturstyrelsen videre til Svineproduktion.dk.

Det er dog kendt, at vildsvinene især i sommerhalvåret kan bevæge sig op på danske marker, og overvågningsarbejdet af vildsvinene fortsætter. En fortsat bevågenhed og indsats i grænselandet er derfor vigtigt, som et led i at sikre bedst mulig beskyttelse mod afrikansk svinepest.

Oplysningen kommer, efter den seneste uges fund af ASF i tre tyske tamgrisebesætninger, to hobbyhold med henholdsvis to og fire grise, samt en økologisk besætning med 200 dyr.

- Det vides endnu ikke, hvordan besætningerne er blevet ramt, men det er områder med kendt smitte i vildsvin. Det er derfor mest sandsynligt, at besætningerne er blevet smittet af vildsvin, fortæller Jan Dahl videre til Svineproduktion.dk.

Stadig stort problem

Afrikansk svinepest udgør en af de mest betydningsfulde smitterisici for hele verdens svineproduktion, og udbredelsen af virusset presser sig stadig på i Europa. Det oplyses endvidere, at der i år til dato er registreret 7.870 vildsvin smittet med ASF i Europa.

Læs mere om udviklingen og om afrikansk svinepest på svineproduktion.dk.

Hvis du ser vildsvin

  • Hvis du ser vildsvin i den danske natur, skal din observation indberettes til Naturstyrelsen på tlf. 7254 3000. Er du jæger, kan du selv skyde dyret efter aftale med den pågældende lodsejer
  • Ser du et vildsvin på din egen grund, kan du enten selv skyde det, hvis du har jagttegn, eller kontakte Naturstyrelsen på tlf. 7254 3000 for hjælp til regulering
  • Jægere, der vil regulere vildsvin om natten eller anvende kunstigt lys, regulere på foderpladser og fra kunstigt skjul, skal medbringe reguleringstilladelsen, så den kan fremvises til politiet
  • Har du skudt et vildsvin, skal du inden for 24 timer sende blodprøver af dyret til Fødevarestyrelsen, der tjekker prøven for sygdomme

Kilde: Naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/jagt/vildsvin/

Vaskepladser er afgørende mod ASF

  • Alle dyretransporter, som kommer fra udlandet, skal vaskes og desinficeres ved en Danish-godkendt vaskeplads, før de henter grise ved en dansk bedrift
  • Ifølge Svineproduktion.dk dræber vand og sæbe 95 procent af alle bakterier. Men de sidste fem procent bliver taget ved at desinficere dyretransporterne. Derfor bliver alle dyretransporter, som kommer til Danmark fra udlandet, vasket og desinficeret ved en af de tre Danish-godkendte vaskepladser

Kilde: Svineproduktion.dk

Læs også