Overgaard vil have flere ben at stå på

Handel med konventionelt korn har i mange år været omdrejningspunktet hos Overgaard. Her forventer man fortsat vækst, mens økologi og proteinafgrøder i fremtiden skal være en større del af forretningen.

10. maj tiltrådte Jonas Nue Kjeldsen som ny agrochef hos Overgaard A/S i Havndal. Med den nye chef blev der også meldt ambitioner ud om større fokus på FN’s verdensmål – nærmere betegnet verdensmål nummer 12: Ansvarligt forbrug og produktion.

Derfor har Jonas Nue Kjeldsen også sat fokus på nye forretningsområder, der i fremtiden skal fylde mere for virksomheden.

- Vi vil gerne gøre mere i økologi, mens vi også skal have gang i forskellige projekter i forhold til lokalt producerede proteiner. Vi vil gerne kigge ind i noget, der giver værdi for landmanden og have nogle alternativer til maltbyg, hvede og raps, fortæller den nye agrochef, der dog fastslår, at de nye forretningsområder ikke vil gå ud over det, der har været kernen hos Overgaard i mange år: handlen med det konventionelle korn.

- Vi har en god forretning allerede med det konventionelle korn, som er vækstet de seneste år. Det forventer vi, at det fortsætter med. De nye ting, skal være noget, der kommer ud over det, siger han.

Korn-nørder

Med en i forvejen velkørende konventionel forretning ser Jonas Nue Kjeldsen ikke økologi og protein som en nødvendighed for fortsat vækst – men det vil alligevel give en vis sikkerhed.

- Vi kunne sagtens udvide markant på det konventionelle marked og holde os til det, men vi vil gerne have flere ben at stå på. Og mens vi stræber efter at styrke vores egen forretning, er det også vigtigt at skabe noget, der giver værdi for landmanden, fastslår agrochefen, som ikke ser store udfordringer i at brede sig over en større pallette end hidtil.

- Økologi giver noget mere dokumenthåndtering og i forhold til lagerkapacitet, kommer det også primært til at foregå direkte fra landmand til aftager. Men rent organisatorisk kan vi sagtens løfte det med vores nuværende setup, siger Jonas Nue Kjeldsen.

- Og om det hedder økologi eller konventionelt vil vi fortsat have stor fokus på kvaliteten. Vi kommer ikke til at levere store bunker foder, men holder os til at være de kornnørder, vi altid har været. Vi er gode til hvede, maltbyg og raps, og vi brænder for at handle med korn – den ekspertise kan vi sagtens føre videre til økologien, fastslår han.

Selv landmænd

Et af de områder, Jonas Nue Kjeldsen oplever stor vækst på for tiden, er raps.

- Især i øst er rapsen i stigning. Mange ser det som et godt alternativ til roer, og vi har gode lagerfaciliteter til det. Derfor har vi skrevet mange kontrakter på raps for både 2021, men også høsten 2022, fortæller agrochefen, der til næste år også håber at have et program klar i forhold til protein-produktion – et program, som Overgaards egen planteavl på 1.800 hektar formentlig også bliver en del af.

- En af vores store styrker er, at vi selv er landmænd og driver et forholdsvis stort landbrug. Det giver en rigtig god fornemmelse af tingenes tilstand – hvordan sæsonen er gået og hvordan de forskellige sorter klarer sig. I forhold til protein, forventer jeg da også, at vi selv skal forsøge os med hestebønner eller lignende, fortæller Jonas Nue Kjeldsen.

Lille organisation – store muskler

Mens verdensmål, økologi og proteiner har fyldt en del af Jonas Nue Kjeldsens første måneder hos Overgaard, er en af agrochefens store opgaver at sikre sammenhængskraften i en virksomhed med hovedsæde i Havndal ved Hadsund og de øvrige afdelinger på Sjælland og øerne.

- Der er langt fra Havndal til Nakskov, men det er utrolig vigtigt, at vi er, hvor landmændene er, og har lokalkendskabet på Lolland. Og selvom vi er meget spredt geografisk, er det vigtigt, at vi har et tæt samarbejde, så vi lynhurtigt kan træffe beslutninger.

Netop det stærke samarbejde og muligheden for hurtige beslutninger, er ifølge Jonas Nue Kjeldsen en af Overgaards store styrker.

- Vi er en forholdsvis lille organisation, men har store muskler. Det er ikke et stort tankskib, vi skal have vendt rundt, hver gang der skal tages en beslutning, fortæller Agrochefen, der også lægger stor vægt på at binde de forskellige driftsgrene hos Overgaard endnu bedre sammen.

Overgaard spænder over planteavl og skovdrift, svineproduktion, administration af ejendommen og så agroafdelingen med køb og salg af korn, gødning, såsæd og planteværn samt tørring, rensning og oplagring af korn.

- Vi går meget op i at drive Overgaard som én hel forretning. Og selvom der er forskel på at handle med korn og passe grise, er der stadig ting vi kan lære af hinanden, konstaterer Jonas Nue Kjeldsen.

Enkelt og effektivt

Lige nu er hans blik dog fast rettet mod den kommende høst og knap så meget mod de andre afdelinger. Og lagerpladserne i både Jylland og på øerne er klar. I alt kan man opbevare omkring 280.000 tons afgrøder.

- Vi har en stor kapacitet, mens vores betingelser også gerne skulle gøre det attraktivt for landmændene at handle med os. Det skal være så enkelt og effektivt som muligt. Man skal ikke risikere at holde i kø i tre timer for at komme af med sit korn i høst, og høstbetingelser og kontrakter skal ikke fylde mere end én side. Det skal være til at finde ud af, konstaterer han.

- Så nu glæder vi os bare til at komme i gang med høsten. Lige nu ser tingene ud til at stå flot på markerne, og jeg har hørt landmænd snakke om, at rapsen allerede er klar i slutningen af juli.

- Vi har en god forretning allerede med det konventionelle korn, som er vækstet de seneste år. Det forventer vi, at det fortsætter med. De nye ting, skal være noget, der kommer ud over det.

Jonas Nue Kjeldsen, agrochef, Overgaard A/S

Læs også