CrossCutter-disc rammer plet hos efterafgrøde-specialist

Maskinstationsejer Claus Thomsen, Vojens, er tilhænger af øverligt arbejde, når efterafgrøderne skal destrueres. Hos Väderstad har han fundet en optimal løsning.

Maskinstationsejer Claus Thomsen fra Vojens-egnen har genne årene opbygget stor erfaring med efterafgrøder og har arbejdet med at så og destruere afgrøderne gennem de seneste 10-12 år. Årligt sår hans maskinstation 800-1.000 hektar efterafgrøder.

- Jeg er meget tilfreds. Det er et godt firma, der står i ryggen. Vi er ovre i »Mercedes-segmentet« her. CrossCutteren er ikke billigst. Men man får altså også noget ekstra.

Claus Thomsen, maskinstationsejer ved Vojens, er en tilfreds mand, efter at han i foråret investerede i en Väderstad Carrier XL 625 med Väderstads specielle zig-zag-formede CrossCutter-disk.

- Disken adskiller sig fra alle andre ved at kunne lave intensiv bearbejdning i de allerøverste jordlag, både i frøgræsmarker, stubmarker og især ved destruering af efterafgrøder, forklarer Väderstads danske salgschef Asger Jørgensen.

Erfaren efterafgrøde-mand

Maskinstationsejer Claus Thomsen tog sin Carrier XL 625 med CrossCutter-disk i brug i foråret. Den bruges f.eks. til at forberede såbed i stubjord uden pløjning. Her i efteråret bruges den blandt andet i forbindelse med såning af efterafgrøder og efterfølgende til at destruere afgrøderne igen.

Claus Thomsen har genne årene opbygget stor erfaring med efterafgrøder og har arbejdet med at så og destruere afgrøder gennem de seneste 10-12 år.

- I al den tid har jeg kørt en del marker over om vinteren og i foråret alt afhængigt af, hvor kraftige efterafgrøderne har været, for at folk kunne så, pløje - eller hvad de nu skulle i foråret, forklarer maskinstationsejeren, der sår 800-1.000 hektar efterafgrøder hvert år.

2-3 cm arbejdsdybde

Claus Thomsen lagde ud med en australsk kædeharve, da han begyndte at interessere sig for efterafgrøder.

- For nogle år siden købte jeg så en almindelig discharve fra Väderstad med almindelige tallerkener. Men jeg ønskede at kunne gøre noget mere ved efterafgrøderne.

- Derfor har jeg nu fået mig en Väderstad med CrossCutter-disc. De kan arbejde og destruere efterafgrøder, uden at man behøver at gå særligt meget i jorden.

Ifølge Väderstad arbejdes så øverligt som i 2-3 cm dybde.

Undgår spredning af uønskede frø

En af sidegevinsterne, Claus Thomsen har oplevet med sit nye grej, er, at i de store områder, hvor man oplever resistent rajgræs, gold hejre eller agerrævehale, der har man nu et værktøj.

- Man har en udfordring, hvis man får de uønskede græsfrø gemt væk i jorden. Der skal ikke ret meget til, så lægger du de frø i spiredvale, forklarer Claus Thomsen og tilføjer:

- Hvis en tallerkenharve med almindelig disc skal gøre noget ved det voldsomme plantemateriale, der er ved en efterafgrøde, så kræver det altså, at man kommer fem-seks centimeter i jorden, for at gøre nok ved plantematerialet. Og så risikerer du at dække græsarternes frø til, lyder hans erfaring.

Det er en af de ting, jeg har haft en del fokus på, da jeg valgte den nye Väderstad, forklarer Claus Thomsen.

Ønsker sort jord

Han pointerer, at han gerne vil have gjort jorden så sort som muligt i overfladen, når der sås efterafgrøder.

Når maskinstationen sår efterafgrøder, blæses frøene ud med en BioDrill 360-luftsåmaskinen fra Väderstad efter den bagerste række diske. Derefter dækkes frøene med jord fra to rækker med Soil-valser, så jorden efterlades fast og jævn for hurtig fremspiring. 

- Vi sår rigtigt meget olieræddike og honningurt, og specielt honningurt-frø tåler ikke at komme ret dybt i jorden, for så ser man dem aldrig. De spirer simpelthen ikke.

Undgår uønsket fremspiring

Derfor har Väderstad-discen ifølge Claus Thomsen en væsentlig fordel i forhold til den almindelige disc.

- For du kan som sagt køre ret øverligt med den og få gjort jorden rimelig sort, så efterafgrødefrøene får kontakt med jorden. Og igen – så undgår man at få de uønskede græsfrø ned, som der måttet være. Dem får du bragt til spiring.

- Så når du pløjer dine efterafgrøder ned eller sprøjter dem ned, så har græsfrøet spiret, og så har du ikke en plante, som spirer året efter, eller frø som spirer op til foråret, når du roder i jorden. Det har du nemlig allerede fået til at spire i efteråret.

En anden fordel ved CrossCutter er ifølge maskinstationsejeren, at den efterlader marken mere jævn frem for en almindelig disc.

Sår også raps

Maskinstationsejeren bruger også sin Väderstad i forbindelse med raps og kornsåning. Blandt andet forud for såning med hans Claydon strip-till-såmaskine.

Her sker såningen direkte efter strip-till-metoden. Der løsnes med grubbetand, hvorefter der sås i brede rækker på cirka 17-18 cm omkring den løsnede jord.

Claus Thomsen tilbyder at placere gødning i forbindelse med såning, ligesom såning af græs imellem rækkerne og udlægning af sneglekorn er muligt. Der kan sås direkte i stubben, eller hvor jorden har været harvet, eller der er kørt med nedfælder.

Kamp mod resistens

Maskinstationen prøver også at gøre noget ved resistente raigræsser, hvor man efter en rapsmark prøver at køre jorden over 2-3 tre gange med CrossCutteren med cirka ti dages interval for at få en ny population af frø til at spire ved at køre helt øverligt i overfladen.

De første to behandlinger er her i sensommeren lykkes rigtigt godt.

- Nu skal vi se efter en evt. tredje behandling med CrossCutteren. Efter behandlingen skal jorden ligge hen, og så skal vi se, om vi skal gøre mere, eller om vi derefter skal så en 1. års hvede uden at gøre mere. Der er ingen nemme løsninger i forhold til græsproblematikken. Sædskiftet kommer også til at være en meget vigtig del af løsningen. Uanset om man er til dyrkning med eller uden plov.

- Det er lykkes med det fine vejr at få en del til at spire. Og så går det ud, når det kommer til at ligge og tørre. Det er også noget af det, vi går og arbejder med, og som vi bruger Cross-Cutteren til, slutter Claus Thomsen.

Læs også