Seges: - Vandområdeplan 3 rammer ikke skiven

På baggrund af nye analyser konkluderer Seges, at vandområdeplan 3 skyder ved siden af, hvis vandmiljøet i Roskilde Fjord og Isefjord skal sikres bedst muligt.

Vandområdeplanerne for tredje planperiode, 2021-2027 skal sikre »god tilstand« i Danmarks kystvande, søer, vandløb og grundvand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv. Men det er der en risiko for, at den ikke vil gøre i Isefjord og Roskilde Fjord.

En ny analyse konkluderer, at vandområdeplanerne ikke tager højde for vandskifte/sæsonregulering, fosfor og spildevand. Tiltag i planen, såsom efterafgrøder der skal minimere kvælstof-udvaskning om efteråret og vinteren, vil have begrænset effekt på tilstanden i fjordene.

- Vandområdeplan 3 rammer ikke skiven, lyder hovedkonklusionen i et oplæg fra landskonsulent i Seges Innovation, Flemming Gertz, på et lodsejermøde, som blev holdt i Karleby Forsamlingshus ved Kirke Hyllinge af Nordsjællands Landboforening og Odsherreds Landboforening.

Tre afgørende problemer

Mødet tog afsæt i en større analyse, som er gennemført af Seges-Innovation for Odsherred Landboforening, Nordsjællands Landboforening og VKST. Analysen tog udgangspunkt i Isefjord og Roskilde Fjord og har afsløret det, som landboforeningerne kalder »graverende fejl«.

En af disse beror på, at der ikke er taget højde for, at udvaskningen er markant forskellig fra måned til måned, når det gælder kvælstof. Der er arbejdet ud fra et månedligt gennemsnit for den årlige udvaskning.

Derudover konkluderes det, at hvor man tidligere har estimeret vandskiftet i Roskilde Fjord til at have en opholdstid på et år, er der reelt en opholdstid på tre uger i indre fjord og en opholdstid på fire uger, når det gælder fjorden i sin helhed.

Som noget tredje er det, at der har været manglende viden om spildevandsoverløb, som skaber usikkerhed omkring det data, som modelberegningerne for vandområdeplanerne baseres på.

Alternativer

Anbefalingerne fra Flemming Gertz er i stedet – når det gælder god tilstand i Isefjord og Roskilde Fjord – at der skal være øget opmærksomhed på spildevand, da der fortsat er nogle ubekendte, som kan være afgørende for at have retvisende data til de beregninger, vandområdeplanerne baseres på.

Desuden skal der fokuseres på at reducere nitrat fra landbruget i sommerhalvåret, samt foretages hotspot-undersøgelser i hele oplandet. 

For at reducere udledningen af fosfor hele året gælder det, at der skal være øget opmærksomhed på spildevand samt fokusere yderligere på brinkerosion, dræn, lavbund og overfladetab fra marker.

Desuden anbefales det, at man ophører muslingeskrab og iværksætter udlæg af muslingebanker, stenrev og udplanter ålegræs.

Det skete på mødet

Til mødet blev de fremmødte budt velkommen af Lars Jonsson, formand for Nordsjællands Landboforening. 

Han gav ordet videre til Martin Søndergaard Kudsk, planteavlskonsulent i Agrovi, der præsenterede og forklarede de nye vandområdeplaner samt krav til efterafgrøder. 

Herefter gik ordet til Anders Mortensen, formand for Odsherred Landboforening, der forklarede, at det er et spørgsmål om at få fakta på bordet, der er baggrunden for fjordanalyserne.

Læs også