Nystartet firma leverer skilte til gårdbutikker

To unge søstre fra Hornsherred har etableret firmaet Lokalproducenten.dk

Søstrene Victoria og Nikoline Jørgensen, fra Kirke Hyllinge i Hornsherred, har begge et købmandsgen i årerne. Det er der nu kommet et lille firma ud af. Pigerne har således stiftet Lokalproducenten.dk, der sælger skilte til gårdbutikker rundt om i landet.

De to unge piger er født og opvokset på en gård i Hornsherred, hvor de siden barnsben har været med til at producere og sælge kartofler direkte til slutforbrugeren.

- Det er der penge i, lyder det med et smil fra 18-årige Victoria Jørgensen, der går på handelsgymnasiet. Storesøsteren, der er 20 år, afsluttede handelsgymnasiet for et år siden.

Søskendeparret har naturligvis sat sig ind i reglerne for stalddørssalg. Når man ønsker at sælge egne produkter fra bopælen, direkte til forbrugeren, er der faktisk vide muligheder for skiltning i det åbne land. Det er en del dog næppe klar over.

Meget hårdføre

- Vi sælger skilte til både økologiske og konventionelle producenter af frugt, grøntsager, honning m.m., fortæller pigerne, som med deres flotte skilte håber at hjælpe procenterne med at få mere af deres produkter.

Skiltene er fremstillet i tre millimeter sandwichplade bestående af to hvidlakeret aluminiumplader med en kerne af plastik, og de er derfor meget hårdføre overfor både regn og sol.

De første kunder har allerede indfundet sig i det nye lille firma, der kan være med til at gøre en forskel for de lokale producenter.

- Vi tager ikke stilling til, om folk vil købe økologisk eller konventionel. Vi tror bare, at forbrugeren er interesseret i at få nogle friske varer, de har tillid til og egentligt også gerne vil støtte producenten, som har gjort hele arbejdet, slutter det friske søskendepar fra Hornsherred.

Læs også

Insektfabrik øjner international ekspansion
Rykker ud i marken, når høsten er klaret
Aller Aqua fisker efter lokale bæredygtige råvarer
Nyt mål: Luk virksomheden
LandboNord og DLBR Forsikringsmægler indgår partnerskab
Dalum Landbrugsskole bliver UNESCO-verdensmålsskole