Driver 480 hektar på Sjælland: Lars slipper for mangansprøjtning i vårbyggen i år
Planteavler Lars Schandorff har haft gode resultater i maltbyggen, når han »primer« jorden med gødning.
På Godmark ved Holbæk driver planteavler Lars Schandorff 480 hektar med primært god JB 6-jord, men også 70 hektar med svær lerjord. Han er selv eneste fuldtidsbeskæftigede udover en førsteårselev.
Desuden er der aftaler med gode løsarbejdere, som kommer hvert år i ferien. Lars Schandorff håber på, at børnene vil drive bedriften videre:
- I hvert fald er de mindste på 12 og 15 år flinke til at hjælpe til i høsten, siger Lars Schandorff og smiler.
En relativt stor del af arealerne har været drevet økologisk, hvor pløjning var en naturlig del af ukrudtsbekæmpelsen. I dag er der 12 hektar tilbage med økologi. Der er styr på græsukrudtet og jordbearbejdningen udføres i dag med dybdeharvning med tandharve eller tallerkenharvre.
Sædskiftet er traditionelt og består af vinterhvede, raps og vårbyg samt et krav om 44,5 procent og 10,7 procent med hhv. målrettede og pligtige efterafgrøder.
- Det fastlåser efterhånden en stor del af sædskiftet, men heldigvis har jeg mulighed for at gødske gradueret og dermed på en fagligt god måde reducere arealet lidt med efterafgrøder, fortæller Lars Schandorff. Efterafgrøderne består typisk af olieræddike.
Forebygger manganmangel
Til denne sæson sikrede den sjællandske planteavler vårbyggen mod manganmangel ved at gødske med YaraMila 21-3-10 Promangan – helt præcist 574 kg gødning pr. hektar.
- Jeg har haft god succes med maltbyg, hvor jeg »primer« jorden med gødning, fortæller Lars Schandorff.
- Konkret betyder det, at gødningen udbringes omkring 10-14 dage før såning, hvorefter jorden harves enten med tallerkenharve eller såbedsharve – måske den skal bearbejdes lidt mere i år, hvor nedbør formentlig har betydet ekstra pakning, forklarer Lars Schandorff.
- Priming betyder, at gødningen er opløst i jordvæsken og kan sige velkommen til såkornet og give det et ordentlig spark, så det kommer hurtigt i gang, fortæller Lars Schandorff.
Mangan optages i hele planten
- Normalt sprøjter jeg en gang mod manganmangel, hvilket jeg forventer at slippe for i år, hvor jeg bruger Promangan-gødningen. Sprøjtningen mod manganmangel kræver, at planten har en vis størrelse, og det har ikke altid kunnet passe tidsmæssigt med ukrudtssprøjtningen. Det bliver derfor dejligt at slippe for en ekstra kørsel, og samtidig er lavninger og områder med lettere jord sikret mod manganmangel, siger Lars Schandorff.
Endnu vigtigere er det, at planten optager mangan via rødderne og ikke blot gennem bladene, som tilfældet er, når det tildeles med sprøjten. På den måde optages mangan i hele planten og er dermed mere effektivt, end når det kun kan udnyttes af den bladmasse, som er fremvokset på sprøjtetidspunktet.
- Så er jeg på forkant med at forebygge manganmangel, fortæller Lars Schandorff.
Vinterhvede og raps gradueres
Næringsstofbehovet i vinterhvede og raps dækkes med YaraMila 21-3-10 m Mg, S og B og YaraBela Axan, som også står klar i maskinhuset.
- Generelt synes jeg, at behovet for mikronæringsstoffer er minimalt, så længe jeg bruger en gødning fra Yara, hvor det hele følger med, siger Lars Schandorff.
I vinterhvede og raps gradueres gødningstildelingen ved hjælp af Atfarm.
- Det er godt nok nemt. Jeg indtegner marken og indtaster den ønskede kvælstofmængde, og så har jeg et tildelingskort. Det eksporterer jeg via USB-stik, og på min computer gemmer jeg de udførte opgaver. Det fungerer fint, fortæller Lars Schandorff.
- Jeg graduerer cirka 20 kg N op og ned, hvilket jeg synes passer med variationen i marken.
Planteavleren laver selv gødnings- og sprøjteplanlægning, hvilket han har gjort i mange år. EU-ansøgningen laver han i en grovskitse og får herefter hjælp fra sin konsulent til at afslutte ansøgningen.
- Gradueringen i Atfarm er fjerde sæson, og jeg synes, at jeg kan se nogle mere ensartede afgrøder, slutter Lars Schandorff og kører traktor og gødningsspreder ud af marken, inden solen for alvor har tøet jordskorpen op, og køresporene er blevet rigtig fedtede.
Læs mere
Yara Danmark A/S
Vesterballevej 27
7000 Fredericia