Sponseret af: Agri Nord

Spar op til 90 procent af kemien: Ung trio står bag ny digital ukrudtskortlægning til spotsprøjtning

Agri Nord indgår aftale med unge udviklere af kunstig intelligens til gavn for landbruget – og miljøet.

- Vi tror på, at spotsprøjtning er fremtiden. Det er fantastisk, at man kan spare op til 80-90 procent af sprøjtemidlerne med den nye teknologi.

Chefkonsulent i planteavl hos Agri Nord, Flemming Floor Jensen, er begejstret for de tekniske landvindinger, som Agri Nords kunder nu kan få gavn af – takket være en aftale med Akson Robotics.

Albert Sonne Olesen er direktør i Akson Robotics ApS, et firma, som han etablerede for et år siden sammen med to andre nyuddannede robotingeniører fra Aalborg Universitet.

Albert Sonne Olesen, Emil Albin Ryberg og Benedek Benjamin Gergaly har været et fasttømret team siden 1. semester, og de har efterhånden en stor viden om og erfaring med kunstig intelligens. Nu er de klar til at lancere CropUp – en software, der hjælper landmænd og landbrugskonsulenter med at reducere mængden af kemikalier ved kun at anvende det, der er nødvendigt.

Ny teknologi udviklet i dialog med landbruget

De tre robotingeniører har gennem deres uddannelse haft løbende dialog med forskellige landmænd. De begyndte med et besøg hos Mogens Hjort Jensen, en af de større mælkeproducenter på Djursland.

- Vi tog ud til ham og spurgte, hvad rører der sig i landbruget, og han fortalte om den digitale bølge, der skyller ind over erhvervet i stigende grad. Han fortalte, at han lige havde købt en marksprøjte, der var så avanceret, at den ville kunne anvendes til spotsprøjtning. Men han havde ikke den præcisionsteknologi, der skulle til. Han spurgte, om vi ikke kunne bruge vores ingeniørhoveder til at komme op med noget, fortæller Albert Sonne Olesen.

Ingeniørerne brugte et år på at finde frem til en autonom droneløsning, hvor dronen overflyver markerne helt af sig selv. Her indsamledes de første billeder af kløvergræsmarker med ukrudtsplanten skræppe (Rumex).

- Vi viste det til SEGES Innovation i slutningen af vores kandidatprojekt. De sagde, at det var en interessant tilgang, og kunne se en relevans i markedet. De opfordrede os til at undlade at smide det i universitetsskraldespanden – og i stedet gøre det til en forretning.

Vurderingen fra SEGES Innovation - Landbrugets Rådgivningscenter - gav de tre unge blod på tanden. I september sidste år stiftede de Akson Robotics – en start up-virksomhed med adresse i AAU Innovate – Science & Innovation Hub i tilknytning til Aalborg Universitet.

Det første halve års tid havde de ikke blot en dialog med SEGES Innovation, men også forskellige landmænd og landboforeninger samt Ingleby Farms og DLF.

Aftale med Agri Nord

I juni i år blev det for alvor seriøst, da Akson Robotics fik kontakt til Agri Nord i Aalborg.

Efter et møde med direktør Laury Kristoffersen og to planteavlskonsulenter blev det besluttet at afprøve metoden. I første omgang skulle robotteknologerne overflyve en hvedemark og en mark med vårbyg ved hjælp af en drone, der fotograferede markerne detaljeret for at afsløre ukrudtets udbredelse. Problemet i hveden var grønt græs, og hovedproblemet i vårbyggen var padderok og tidsler.

De tre ingeniører har efterfølgende arbejdet med at forfine artsgenkendelse af ukrudtet i den AI-applikation (Artificial Intelligence app), som de i forvejen har udviklet.

- Så gik vi resultaterne igennem sammen med landbrugskonsulenterne. Vi drøftede, hvornår det giver mening at lave decideret artsgenkendelse og hvornår det er tilstrækkeligt at vide, hvor der er tidsel eller ager-padderok, forklarer Albert Sonne.

Da direktøren fra Agri Nord blev præsenteret for mulighederne, fik de unge udviklere at vide, at de »skulle give den gas«.

Tjene penge på at være grøn

Selvsikkerheden hos de unge udviklere af CropUp er stor, for teknologien giver landmanden mulighed for at tjene penge på at være grøn.

Ingen andre på markedet har så god en teknologi, at den kan genkende planterne på artsniveau fra luften – konkurrenternes teknologi er i stand til at sprøjte efter rækker eller farve.

CropUp-teknologien betyder anvendelse af mindre kemi, når der sprøjtes på markerne.

Når de unge ingeniører har lært den kunstige intelligens at genkende for eksempel ager-padderok, kan markkortet få så nøjagtige informationer, at der kan spotsprøjtes ned til intervaller på 25 cm – altså på dyseniveau.

Marksprøjterne er allerede udviklet, og der gives tilskud til landmænd, der vil investere i dem. En betragtelig andel af danske landmænd har allerede adgang til de avancerede marksprøjter. Derudover kræver det kun en drone, hvis den enkelte landmand vil indarbejde den nyeste teknologi, når der bruges kemi til plantebeskyttelse.

Meget simpel at bruge

Ifølge de tre ingeniører er det meget simpelt for landmænd at anvende CropUp-teknologien. Det eneste, der kræves, er en drone med et RTK-modul (GPS-styring). Den behøver ikke at koste en herregård. Og mange yngre landmænd vurderes allerede at have dronecertifikat. Efter overflyvning med registrering af afgrøde og ukrudt, uploades data til CropUp-platformen. Inden for et par dage vil der være genereret et digitalt sprøjtekort. Dette kort downloades til et usb-stik, der sættes i marksprøjten, og arbejdet med plantebeskyttelse kan gå i gang.

Akson Robotics tilbyder ikke selv droneoverflyvning. De ønsker at koncentrere sig om det, de er bedst til – nemlig udvikling af AI og dens evne til artsgenkendelse. Men dialogen om den del er vigtig.

- Vi går meget op i at tale med landmændene om udvikling af teknologien. Det er jo dem, der er eksperter i afgrøder og ukrudt. Udviklingen af CropUp er i høj grad styret af Agri Nord og landmændene – samt andre af vores samarbejdspartnere.

Her i den indledende fase har det unge ingeniørteam desuden været på droneekspedition over en kartoffelmark, hvor der blev kigget på alle mulige ukrudtsarter – som snerlepileurt og sort natskygge. Her går diskussionen på, hvorvidt det giver mening med artsgenkendelse. I nogle tilfælde vil det være tilstrækkeligt, hvis appen skelner mellem afgrøde og ukrudt.

I den kommende tid går Akson Robotics i gang med at udvikle mere avanceret AI til græsmarker.

- Vi kan allerede detektere græs-i-græs, og hen over vinteren kommer vi til at lade CropUp-programmet gennemgå en masse frøgræs-marker for at finde ukrudtsgræs blandt den rigtige frøgræssort.
Foreløbigt har de overfløjet flere græsmarker, hvor det dominerende problemukrudt var skræpper, der stod i forskellige klynger.

- Vi finder dem ned til tommelfinger-størrelse, forklarer Albert Sonne.

Klar til Agri Nords kunder

Allerede nu kan kunder i Agri Nord profitere af de teknologiske landvindinger, som Akson Robotics har skabt.

I 2024 lanceres CropUp-platformen mere bredt, hvor alle landmænd fra hele verden i princippet får adgang til teknologien – mod betaling naturligvis.

- Om et år vil landmænd og landbrugskonsulenter i hele Nordeuropa selv kunne gå ind og registrere sig på CropUp og overflyve deres marker med droner. Til den tid vil CropUp kunne anvendes digitalt til at spotsprøjte i hele Nordeuropa, forudser Albert Sonne.

De næste to år fokuserer Akson Robotics på det europæiske marked. Og om fem år er teknologien måske i anvendelse i hele verden.

- Vi har allerede kontakt til USA og Argentina. Vi har også lidt et projekt i Australien, hvor vi skal hjælpe de store landbrug der.

Agri Nord

Hobrovej 437
9200 Aalborg SV