Det nye og moderne slagteri, Himmerlandskød, der lige har åbnet, er løbet ind i flere vanskeligheder.
Danmarks næststørste kreaturslagteri, Himmerlandskød, må holde sit gamle slagteri i Hadsund kørende, selvom produktionen ellers skulle være blevet flyttet. Det skriver branchemediet Food Supply.
For tre måneder siden åbnede kødselskabet et nyt og moderne slagteri på 16.000 kvadratmeter i Aalestrup i Nordjylland. Det nye slagteri skulle have samlet produktionen fra tre tidligere lokationer i Hadsund, Kjellerup og det gamle slagteri i Aalestrup.