Havetraktorerne indtager pladsen
Blandt nye tiltag arrangeres der i år havetraktortræk. Det er Christian Tornøe Jørgensen, medlem af LandboUngdoms nordvestfynske afdeling, der er idemanden.
- Min familie og jeg har deltaget i havetraktortræk i en del år efterhånden. Både min far, min bror og jeg kører. Jeg begyndte, da jeg var seks år. Det er 11 år siden.
- Så jeg ved hvor sjovt, det er, og hvordan det kan samle mange mennesker – både deltagere og tilskuere, siger Christian Tornøe Jørgensen, der ligesom Morten Stokholm arbejder på Torup Bakkegaard ved Assens, når de ikke passer deres frivillige arbejde i LandboUngdom.
Alle kan være med
- Alle kan være med. Bare man har en havetraktor. Så er der selvfølgelig forskellige klasser, stort set ligesom til det almindelige traktortræk, alt efter hvor meget man har modificeret traktoren.
Ifølge Christian Tornøe Jørgensen afholdes der 5-6 havetraktortræk årligt på Fyn. Det nystartede på Det Fynske Dyrskue bliver dermed nummer syv i rækken.
Christian Tornøe Jørgensen er dog ikke i tvivl om, at der stadig vil være mange deltagere.
- Vi regner med mindst 30 traktorer. Der er jo altid lidt indkøringstid for nye arrangementer, men 30 er bestemt ikke urealistisk. Da vi arrangerede et træk på Egeskov Marked, kom vi det første år op på 55 kørere.
Overtager maskinringens plads
Havetraktortrækket har fået pladsen, hvor maskinringen tidligere har ligget.
- Vi skubber banen ud til hegnet, så vi kun har publikum på den ene side. Det gør vi af hensyn til sikkerheden, siger Christian Tornøe Jørgensen.
Havetraktortrækker afholdes søndag. Primært af hensyn til dyrene.
- Vi larmer, så vi vil nødigt forstyrre dyrene, der mest er i ringen i løbet af fredagen og lørdagen. Søndag kan vi bedre – også os, der kører i det, der hedder 350 kgs klassen - få lov til at give den rigtig gas. Det er der, alle de vilde, de er, siger Christian Tornøe Jørgensen med et smil og vedkender, at det også er i den klasse, han og hans bror stiller op.
- Det bliver sjovt, og vi glæder os. Det skal nok blive en succes, siger han