Heden Maskinforretning viser både landbrugsmaskiner og maskiner til have-/parksektoren og først og fremmest er dyrskuedagene pleje af relationerne og uformel hygge sammen med kunderne.
Heden Maskinforretning har i over 60 år deltaget på dyrskuet i Odense. Og traditionen tro var den midtfynske maskinforretning blandt de første maskinudstillere, som tilmeldte sig årets fynske dyrskue.
- For os giver det mening at være med på dyrskuet, ikke mindst for at pleje relationerne og have en uformel hygge med kunderne og dyrskuegæsterne, påpeger direktør Lars S. Kristiansen.
Han ærgrer sig over, at flere kolleger gennem de seneste år har valgt ikke at have stand på skuet.
- Naturligvis havde vi gerne set, at alle ville være med. Jo flere maskinfolk og maskiner, jo flere kunder vil der givetvis være på pladsen i de tre dage. Men igen, det er vigtigt for os at være med, selvom de andre ikke kommer.
Største MF'er
Lars Kristiansen håber, at landmændene bakker op om årets største begivenhed i fynsk landbrug, hvor landboorganisationernes medlemmer tilmed har fået gratis billetter sendt på forhånd.
Blandt andet har Heden Maskinforretning den nye, største Massey Ferguson-bestsellermodel på 425 hk som trækplaster på standen. Ved siden af kommer til at stå en 26 hestes grå Ferguson fra 1950'erne, som på den måde tydeligvis illustrerer udviklingen i landbrugets mekanisering.
Nyt på standen vil være den fynske maskinforretnings seneste forhandling af Bobcat minilæssere og gravemaskiner.
Stor have-/parkudstilling
- Men for os med en stor have-/parkafdeling er dyrskuet ikke mindst et oplagt sted at fremvise vores tilbud til anlægsgartnere, kommunefolk, kirkegårdsansatte og andre fra den professionelle grønne branche, som hvert år er flittige dyrskuegæster, fremhæver Heden-direktøren.
Desuden er dyrskuet et værdifuldt bindeled i relationen mellem landbruget og det øvrige samfund. Her kan gæsterne foruden maskiner også møde erhvervets følgevirksomheder og ikke mindst betragte de mange dyr.
- Derfor skal der bakkes op, ellers vil der ikke være et dyrskuet på Fyn i fremtiden, frygter Lars S. Kristiansen.
Alle farver på pladsen
Efter en årrække med fravalg er alle traktormærker og maskiner fra de fynske maskinforretninger repræsenteret på årets fynske dyrskue. Omend i et begrænset omfang. Ti forhandlere, der repræsenterer John Deere, New Holland, Fendt, Claas, Case IH og Valtra, kommer således tilbage med traktorer og redskaber fra deres sortiment, uden en egentlig stand og personale.
Til gengæld er som nævnt ovenfor Heden Maskinforretning til stede på dyrskuepladsen med stor stand med fuldt setup. Det samme gælder HCP Maskincenter i Nr. Højrup, det tidligere O. Søndergaard & Sønner, samt Weko Agro.
- Vi er rigtig glade for de maskinudstillere, som ser værdien i at møde kundekredsen på dyrskuet. Og naturligvis havde vi gerne set de øvrige med udstillingsstand, der efter coronaen er faldet fra. Nu er vi gang i en omstillingsfase, hvor alle mærker igen er med på en anden facon, og vi ser frem til en flot maskinudstilling på en fyldt dyrskueplads, siger dyrskueformand Torben L. Povlsen.
Han understreger, at der fremadrettet yderligere vil blive udviklet på fagligheden på udstillingen i samarbejde med de lokale maskinforretninger og LandbrugFyn.
- Vi har en unik, central dyrskueplads, hvor udstillerne kan præsentere deres program og samtidig vise, at branchen og landbruget er en del af samfundet - og en aktiv arbejdsplads. Derved kan genereres arbejdskraft blandt de over 50.000 dyrskuegæster, som valfarter til pladsen hvert år¸ fremhæver dyrskueformanden.
- Og tillige er det i dyrskueweekenden oplagt at møde de kunder, som man måske skal bruge tre måneder på landevejen for at kontakte.
Igen vil dyrskuegæsterne kunne opleve alle traktormærker på Det Fynske Dyrskue. Billedet er fra 2018. Foto: Erik Hansen
- Nu er vi gang i en omstillingsfase, hvor alle mærker igen er med på en anden facon, og vi ser frem til en flot maskinudstilling på en fyldt dyrskueplads, siger dyrskueformand Torben L. Povlsen. Arkivfoto: Erik Hansen