Som led i at udbrede budskabet om Dyreværnets arbejde er foreningen for første gang repræsenteret på dyrskuet i Roskilde.
Gæsterne på Roskilde Dyrskue kan i år for første gang møde Dyreværnet, som er en privat dyreværnsforening, som hvert år redder rigtig mange dyr fra misrøgt og formidler flere tusinde dyr til nye hjem.
- Dyreværnet er på en vækstrejse, for vi skal hjælpe endnu flere kæledyr og sikre, at de får et godt og kærligt hjem, hvor de stortrives, fortæller administrerende direktør i Dyreværnet, Henrik Knaack, og tilføjer:
- Med udrykning i hele Danmark og internater i Jylland og på Sjælland, kan vi gøre meget mere, end vi kunne tidligere, og det vil vi gerne fortælle vidt og bredt, så folk ved, at de trygt kan henvende sig til os, hvis de mener at have observeret kæledyr i nød eller står i en situation, hvor de har brug for hjælp til at omplacere deres dyr.
Dyreværnet er 98 procent privatfinansieret, og midlerne til dyrene kommer ind via private støtter, herunder testatorer, medlemmer af foreningen, sponsorer, fonde og legater samt foreningens egne kommercielle aktiviteter i form af egen dyreklinik og hundepension.
- Det er et vigtigt budskab at få ud til befolkningen, som fejlagtigt ofte tror, at vi i langt højere grad er statsstøttet, men den offentlige støtte udgør altså kun to-tre procent af vores indtægter. Uden vores private støtter kunne vi ikke drive Dyreværnet, som løser en vigtig samfundsopgave, påpeger Henrik Knaack.
Dyreværnet beskæftiger omkring 50 medarbejdere i udryknings- og internattjeneste samt administration. Hertil kommer et korps på over 100 frivillige, som hver dag hjælper med at passe og pleje de mange internatdyr – og går til hånde efter behov.