M. J. Eriksson vil bruge et nyt hovedsponsorat og Roskilde-skuets største stand til at give bevågenhed for de mange job og uddannelsesmuligheder i entreprenørverdenen.
Landmænd, landbrugselever og øvrige medarbejdere i landbruget er vant til at arbejde selvstændigt og løse en opgave, når en udfordring opstår. Og samtidig dygtige til at håndtere store maskiner.
Sådanne færdigheder er i den grad også eftertragtet indenfor entreprenørbranchen.
Derfor vil en af landets største jordentreprenører, M. J. Eriksson A/S, benytte et nyt hovedsponsorat på Roskilde Dyrskue som platform til at gøre opmærksom på de mange job og uddannelsesmuligheder, som findes i entreprenørverdenen.
Mange opgaver
- Vi håber, at rigtig mange unge landmænd og andre dyrskuegæster, som måske ønsker et jobskifte eller har tanker om en spændende uddannelse med maskiner og byggeri, vil besøge vores stand, siger Kristina Hyttemads, der er logistikansvarlig hos M. J. Eriksson.
Til daglig har hun ansvaret for maskinparken og mandskab-behovet på entreprenørvirksomhedens mange opgaver for staten, kommuner og virksomheder. Det gælder både anlæggelse af motorveje, jernbaner og anlægsarbejde ved byggerier, ligesom M. J. Eriksson har en afdeling for både ramme- og funderingsarbejde samt grundvandssænkning.
- Lige nu har vi blandt andet jordarbejdet i forbindelse med både kommende vestfynske højhastighedsbane og udvidelse af motorvejen omkring Aarhus. Derfor mangler vi engagerede medarbejdere til de mange funktioner, og generelt må vi fremadrettet erkende, at mange af vores maskinførere er oppe i årene.
Uddannelsesmuligheder
Tilstedeværelsen med Roskilde Dyrskues største stand håber hun vil give bevågenhed for kommende MJE'ere, både maskinførere og anlægsfolk, men også lærlinge.
- På standen vil der blandt vores udstillede maskiner være en informationsstand og en særlig lærlingebod, hvor gæsterne vil kunne møde nogle af vores medarbejdere og nuværende lærlinge, som vil fortælle om deres spændende hverdag og arbejdet hos os.
Kristina Hyttemads opremser de mange uddannelsesmuligheder i den familieejede entreprenørvirksomhed. Således kan man komme i lære som ingeniør, byggekonstruktør, anlægsstruktør, bygningsstruktør, kranfører eller maskinfører.
I det særlige lærlingeområde på den store stand vil man blandt andet kunne prøve kræfter med rørlægning af kloakledning.
Store maskiner på standen
På standen vil der blandt andet være udstillet en 80 tons Liebherr R978 gravemaskine, dumpere, dozere og minigravere i den kendte hvide MJE-farve.
Alle besøgende har mulighed for at sidde op i maskinerne, og interesserede kan prøve at betjene en minigraver på en særlig bane.
Midt på standen vil en stor mobilkran med flag i toppen være vartegn for skuets nye hovedsponsor.
De 750 medarbejdere inviteret
- For mig er besøg på dyrskuet altid en vigtig begivenhed, og sammen med ejer Jørgen Eriksson og flere af vores medarbejdere vil jeg være på standen alle dagene, siger Kristina Hyttemads, der glæder sig til at være en aktiv del af skuet.
Udover rekruttering af nye medarbejdere vil hovedsponsoratet også være med til at profilere M. J. Eriksson både udadtil, men også internt.
Således har samtlige entreprenørvirksomhedens 750 medarbejdere fået indgang og madbillet til skuet. Det samme har leverandører og forretningsforbindelser, og derfor ser Kristina Hyttemads frem til tre festlige og hyggelige dage på dyrskuepladsen i Roskilde.