Maskinstationerne og entreprenørerne er som altid klar til at møde både branchen og de besøgende med et spændende dyrskueprogram.
I over 30 år har de sjællandske maskinstationsfolk været faste udstillere på Roskilde Dyrskue, og i alle årene har Verner Vincents fra Østervang Entreprenør og Maskinstation med til at stille standen op på Dyrskuepladsen.
- Det har løbende udviklet sig, så vi i dag har en stor stand med maskiner og bemanding fra både maskinstationerne, skoventreprenører og entreprenørerne i vores forening, fortæller Verner Vincents, der er formand for dyrskueudvalget i DM&E Sjælland.
Han glæder sig over den store opbakning fra medlemmerne, der beredvilligt kører relevante maskiner til Roskilde. Blandt andet kommer Danmarks største selvkørende drænmaskine på bælter fra entreprenør Michael Boon Pedersen, EM-E ApS i Haslev.
Døllefjelde Maskinstation viser en selvkørende flishugger, og på den store stand vil der også være gravemaskiner, gyllenedfælder, majssåmaskiner og andet sæsonbetonet grej fra de sjællandske maskinstationer og entreprenører.
Konsulenter og trivselsmentor
I informationsstanden vil dyrskuegæsterne kunne møde maskinstationsfolk og entreprenører, og foruden mødet med kunder vil standen også være et mødested for kollegaerne i brancheforeningen og potentielle nye medlemmer.
På standen vil der repræsentation fra DM&E's hovedkontor i Vejle. Her vil konsulenterne Thomas Kristensen og Jens T. Guld (fredag) samt branchedirektør Jacob Chr. Nielsen (lørdag) vil kunne fortælle om de muligheder og fordele, der er ved at være medlem i foreningen.
Om lørdagen vil trivselsmentor Ulla Rokkjær være på DM&E-standen for at møde maskinstationsfolk og medarbejdere, og hjælpe med en bedre arbejdshverdag.
Bøvlekaj kommer på besøg
Landbruget med dets store maskiner er belastet af en høj frekvens arbejdsskader og det, der er værre. Derfor sættes der fokus på sikkerheden og arbejdsmiljø på årets dyrskuestand.
På DME&E-standen vil der om lørdagen blive besøg af Peter »Bøvlekaj« Zilmer, der er kendt for både sine indslag om arbejdssikkerhed og bøvl i landbruget på YouTube film. De er produceret i samarbejde med maskinstationsforeningen og konsulenttjenesten i Vejle.
Desuden optræder Bøvlekaj på Landbrugs-podcasten Maskinstationen samt på facebooksiden Gamle Danske Maskinstationsbilleder med fredagssnolder fra Albøge Maskinstation.
- Han er en virkelig sjov person at være i selskab med. Det har jeg været tit, og nu er chancen også for kollegaer og dyrskuegæsterne, fremhæver Verner Vincents.
DM&E Sjællands dyrskueformand ser frem til tre spændende dage i Roskilde blandt maskinstationsfolk og entreprenører. Hver morgen indledes med kaffe og morgenmad, og i det hele taget er der lagt op til den sædvanlige kollegiale hygge på standen.