Det er snart 25 år siden, at Jesper Koldsø etablerede Koldsø Smede- og Maskinservice ApS, og han sætter en ære i at »opfinde« nye maskiner.
Koldsø Smede- og Maskinservice ApS ved Jesper Koldsø er igen i år repræsenteret på Roskilde Dyrskue, og han glæder sig som altid til dagene på Dyrskuepladsen.
- Vi har været med de seneste ni eller ti år, og det har altid været skønt at være med. Der sker altid noget nyt, og der er aldrig to dyrskuer, der er ens, fortæller Jesper Koldsø, der – selvfølgelig – også selv er garant for nyheder på skuet.
Jesper Koldsø kan således blandt andet præsentere dyrskuegæsterne for nye italienske Maschio-plove og en opdateret udgave af en mobil kornrenser, som firmaet – med base ved Høng i Vestsjælland – havde med på skuet i fjor.
Kornrenser med stort potentiale
- Vi har bygget en mobil kornrenser, som er lidt i stil med den, vi havde med sidste år. Vi har naturligvis bygget videre på de erfaringer, vi fik dengang, og har så gjort den nye en tand mere avanceret, fortæller Jesper Koldsø, der etablerede firmaet tilbage i 2001.
- Helt kort fortalt kan den nye mobile kornrenser, vi har bygget, ikke bare rense og sortere. Den kan også afskalle afgrøderne – som man for eksempel gør med spelt og havre og forskellige bælgplanter, forklarer han og tilføjer:
- Det er blandt andet en stor fordel, at den både kan afskalle og sortere ved samsåning af afgrøder – for eksempel byg og ærter, hvor den kan skille ærterne fra byggen efter høst.
Jesper Koldsø vurderer, at der er stort potentiale på området, da økologiske planteavlere mere og mere samdyrker afgrøder.
- Der har tidligere været udfordringer med at få skilt tingene ad, men det har vi fået løst. Den kunde, vi har lavet den nye kornrenser til, er også ovenud tilfreds, så det er dejligt, fortæller Jesper Koldsø.
Koldsø Smede- og Maskinservice har bygget en mobil kornrenser, der er en tand mere avanceret end den, firmaet byggede sidste år. Foto: Jørn Chr. JervelundNye italienske plove
Udover den helt specielle kornrenser, som der ikke findes andre af i landet, kan Koldsø Smede- og Maskinservice også præsentere nye italienske plove på dyrskuet.
Det vestsjællandske firma har således indgået et samarbejde med danske importør MO Implements om salg, service og udvikling af Maschio-plove, som er et solidt italiensk plovprogram.
- Vi har selvfølgelig nogle stykker med på dyrskuet, og de er ikke som alle andre Maschio-plove, for de har været en tur inde på værkstedet, fortæller Jesper Koldsø og tilføjer:
- Der var nogle ting, som man har efterspurgt fra den danske importør, og det fik jeg lovet, vi nok skulle få løst, og det har vi gjort.
Drømmeopgaver på hjemmebane
Jesper Koldsø er generelt i sit es, når han får forespørgsler, hvor der skal »tænkes ud af boksen«, som han udtrykker det.
- Det er sjovt og udfordrende, når man skal føre tanker til handling. Det er drømmeopgaver, hvor jeg er fuldstændig på hjemmebane, siger Jesper Koldsø med et smil.
Han oplyser, at det næsten ligger i firmaets DNA at »opfinde« maskiner, som man ikke kan finde i traditionelle maskinforretninger.
- Vi er selvfølgelig altid klar til nye spændende opgaver, som kan hjælpe vores kunder, fastslår Jesper Koldsø.
Jesper Koldsø oplyser, at det næsten ligger i firmaets DNA at »opfinde« maskiner, som man ikke kan finde i traditionelle maskinforretninger. Foto: Jørn Chr. Jervelund