Udstillerne tager det som en selvfølgelighed at deltage på Roskilde Dyrskue.
Lige siden Jens P. Jensen i midten af 70'erne trådte ind ad døren til sin lærlingetid hos DLAM-afdelingen i Jørlunde, har han været på dyrskue i Roskilde. Og traditionen fortsatte uforandret, da han selv blev ejer af Jørlunde Maskinforretning i 1993.
- Vi møder rigtig mange af vores kunder på standen. På den måde plejer vi relationerne, men vi møder også mange nye kundeemner, som snuser rundt på maskinstandene.
- Med vores beliggenhed tæt ved Roskilde og hovedstaden er deltagelsen på skuet en selvfølge, lyder det fra maskinhandleren, der efter flere år med egen stand og senest med Case IH, i år vil være at finde på Claas-standen efter forhandleraftalen med Danish Agro Machinery.
Samme stand siden Volvo BM
Også for Kim Antonsen har Roskilde Dyrskue en ufravigelig årlig begivenhed, faktisk lige siden han var dreng og senere landmand, og gennem de nu 25 år som kundekonsulent hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S.
- Jeg husker min benovelse over Volvo BM 650 traktorerne på standen på midt pladsen. Og exceptionelt nok er det selvsamme stand, vi siden frasalget af traktordelen i 80'erne stadig har.
- Jeg har klamret mig til placeringen og i det hele taget at være med på udstillingen. Ledelsen nævnte for en del år tilbage, om det nu også var nødvendigt at deltage. Og skal vi det, må du stå for at arrangere standen, lød det. Det har jeg med glæde gjort lige siden, siger Kim Antonsen og er imponeret over, at det er lykkes at fastholde den nostalgiske stand midt blandt landbrugsmaskinerne, mens de øvrige entreprenørfirmaer er placeret i yderkanten af pladsen.
Med en udvidelse af standen fra 500 til 750 kvadratmeter er der i år blevet lidt mere plads til at vise Volvo-maskinerne, primært i den nedre del af programmet fra 1.800 kg til 20 tons gravemaskiner. Dertil kommer en Volvo lastvogn samt en Renault Master kassevogn med en Volvo gravemaskine på traileren. Både bilen og gravemaskinen er elektrisk drevne.
- Hvert år møder vi mange af vores kunder og også nye emner, og vi er klar med både forfriskninger, kampagnetilbud og en handel, forsikrer Kim Antonsen og tilføjer, at han og kollegerne på de tre dyrskuedage har kontakt med så mange, at det erstatter mange uger på landevejen.