Indonesien sætter gang i palmeolieeksport igen

Indonesien, der er verdens største afsender af spiselige olier, ophæver forbuddet mod eksport af palmeolie.

Eksporten af palmeolie genoptages den 23. maj, og det er en beslutning, som letter forsyningen på det globale marked, skriver Bloomberg.

Beslutningen kommer ovenpå en række overvejelser om forbedringer i det lokale udbud og priser samt de 17 millioner arbejdere i industrien, lyder det fra landets præsident Joko Widodo, ifølge mediet.

Indonesiens forbud, som blev indført den 28. april, var en af de største handlinger af fødevareprotektionisme siden Ruslands invasion af Ukraine, som i sig selv hæmmede eksporten af solsikkeolie og forværrede den globale mangel.

Palmeolie bruges i alt fra mad til sæbe til brændstof, og Indonesiens tiltag truede med at presse omkostningerne endnu mere op på tværs af flere forsyningskæder i en tid med voldsom inflation.

Læs også