Alvorlig salmonella rykker tættere på Danmark

Den sjældne salmonella choleraesuis er konstateret i to svinebesætninger i Sydsverige. De svenske veterinærmyndigheder er ved at undersøge en eventuel kobling til svenske vildsvin. Sygdommen, som er meget tabsvoldende, er ikke konstateret i Danmark siden 2013.

I to besætninger i Sydsverige er der her i efteråret fundet den sjældne type salmonella choleraesuis. Det oplyser det svenske medie landlantbruk.se.

Hvor man i Danmark i de senere år har set et stabilt niveau af salmonella i danske svinebesætninger ifølge svineproduktion.dk, så er billedet noget anderledes i Skåne i Sydsverige, hvor flere besætninger i løbet af efteråret har fået konstateret salmonella, og derfor har flere tusinde grise måttet aflives.

Der er tale om flere forskellige typer salmonella, der er fundet i skånske besætninger, og her i blandt den sjældne type Choleraesuis, som er konstateret på to gårde.

Den type salmonella er sjælden, ikke blot i Sverige men også herhjemme, hvor den på nær enkelte fund i 1999-2000 og 2011-2013 ikke fundet i Danmark siden 1930’erne.

Det fremgår ikke af svineproduktion.dk, om choleraesuis er fundet i Danmark siden 2013, men Svend Haugegaard, dyrlæge ved landbrugets eget laboratorie i Kjellerup, oplyser til Effektivt Landbrug, at det ikke er tilfældet.

Men nu er choleraesuis altså konstateret i Skåne - ikke langt fra Danmark.

Salmonella choleraesuis

I modsætning til andre typer salmonella overlever og opformeres choleraesuis stort set kun i svin

Kan give meget voldsomme sygdomsudbrud blandt især ung- og slagtesvin, men dyr i alle aldersgrupper kan blive angrebet

Symptomer: Blodforgiftning, høj feber (40,5-41,5 °C), slaphed, mister ædelyst, let hoste

Dødeligheden er høj, og overlevende dyr viser tegn på lunge- og leverbetændelse og får gullig diarré. Desuden kan der ses tegn på hjernehindebetændelse

Smitten overføres via gødning og ved trynekontakt

Inkubationstiden (tid fra smitte til sygdomsudbrud) kan variere fra 2 dage til adskillige uger

Grisene kan bære infektionen uden at blive syge. Men i stress-situationer og ved nedsat immunitet kan sygdommen komme til udbrud

Bekæmpelse af sygdommen er vanskelig

Overlevende grise kan være bakterieudskillere i op til 12 uger efter overstået sygdom. Det er derfor ikke muligt at begrænse smitteudbredelsen ad medicinsk vej.

Er i sjældne tilfælde set overført til mennesker, hvor det har forårsaget alvorlig sygdom (blandt andet blodforgiftning)

Kilde: Svineproduktion.dk

Måske kobling til vildsvin

Først var det lidt af en gåde, hvordan choleraesuis kunne opstå i de svenske besætninger, men nu rettes mistanken imod den svenske bestand af vildsvin.

I forbindelse med, at der blev konstateret afrikansk svinepest i vildsvin i Sverige for et års tid siden, er prøvetagningen i svenske vildsvin intensiveret over det seneste års tid, hvilket også inkluderer fund af salmonella choleraesuis i to svenske vildsvin ved Hässleholm.

Man har endnu ikke fundet nogen direkte kobling mellem fundet af choleraesuis i de svenske besætninger og i de svenske vildsvin, men efter fundet af choleraesuis begge steder, bliver arbejdet nu intensiveret.

- Vi koncentrerer os nu om at se på udbredelsen i Skåne og har brug for mere viden. Er det kun lokalt i ét område, eller er smitten mere generel blandt vildsvin i Skåne, siger Katarina Gielen, souschef i Dyreafdelingen hos Landbrugsstyrelsen til den svenske avis landlantbruk.se.

Karl Ståhl, der er forsker ved Statens Veterinärmedicinska Anstalt (SVA) og ekspert i sygdomsmønstre i vildtpopulationer, siger til mediet at man beder jægere om at hjælpe til og tage en prøve, når de har skudt et vildsvin. På den måde er de svenske myndigheder nu gået i gang med at overvåge forekomsten af choleraesuis i de svenske vildsvin.

Bekymring i svensk landbrug

Anders Wetterin, jagt- og vildtekspert hos den svenske landboforening Lantbrukarnas Riksförbund (LRF), er bekymret over den nuværende situation og ønsker prøver for salmonella i alle vildsvin, der bliver nedlagt i Skåne.

Han mener, at eftersom vildsvin allerede er testes for trikiner bør der ligeledes lave en rutinemæssige prøvetagning for salmonella, som staten bør betale.

Ifølge svineproduktion.dk er salmonella choleraesuis sjælden i Danmark, og på nær tre fund i 2011-2013 er det ikke noget, der er set i Danmark i mange år

Læs også