Hvor de store andelsejede grovvarekoncerner går til højre og lukker lokale afdelinger, går det private grovvareselskab Brdr. Ewers til venstre og åbner fortsat små lokale lagre. For ejerleder Hans Otto Ewers handler det om at sikre en national tilværelse i et landskab, hvor den private grovvarehandel er barberet ned til ganske få selskaber.
I dansk landbrug fylder de andelsejede grovvareselskaber godt op i landskabet. Men den private grovvarehandel er også fulgt med tiden og har bevæget sig mod færre, men større, forretninger.
Danmarks største private grovvareselskab, Brdr. Ewers, kan spore sin historie helt tilbage til 1848, hvor det også dengang havde hovedkvarter i Sønderborg. Stifterens børnebørn, brødreparret Hans og Otto Ewers, ændrede navnet til, hvad det er i dag og drev selv virksomheden videre.