Land & Fritid åbner på sin tidligere adresse i Holstebro, men i spritnye lokaler.
I august 2022 blev flyttekasserne pakket, da Land & Fritid Holstebro flyttede til Lavhedecentret i de lokaler, hvor Jem & Fix tidligere holdt til.
Flytningen var midlertidig og på en etårig lejeaftale, fordi formålet var at genopføre den allerede eksisterende Land & Fritid-butik i Holstebro, som trængte til en modernisering.
- Vi lå på Mads Bjerres Vej før. Men lokalerne var af ældre dage, og derfor rykkede vi ned på Lavhedevej sidste år i august, siger Anna Mikalski, butikschef i Land & Fritid Holstebro og fortsætter:
- Det gav nemlig muligheden for at vælte den gamle butik fuldstændigt og bygge en helt ny.
Skræddersyet
- Butikken er simpelthen bygget helt fra bunden, og vi har jo selv været med ind over i forhold til lys og al indretning i butikken. Simpelthen hele udformningen, siger hun og fortsætter:
- Det havde været tåbeligt ikke at gribe den mulighed, når nu det er os, der kender til alle detaljerne ved vores egen dagligdag, og hvordan en bygning bedst muligt kan tjene os og vores kunder.
Bygningen er opført af Kaj Bech A/S, som købte grunden af DLG.
Byder alle velkommen
- Jeg vil glæde mig til at byde kunderne velkommen i vores nye butik, og de kan se frem til en fantastisk service af kompetente og garvede medarbejdere, som har dybt kendskab til sortiment, og vi står selvfølgelig klar til at yde den bedst vejledning og rådgivning, siger Anna Mikalski og fortsætter:
- Og I kan være helt sikker på, at I får det bedste foder til jeres dyr, da vi har investeret i temperaturstyret sækkevarelager, og vi kan derfor garantere optimal opbevaring af foder året rundt. Derudover har vi også en kæmpe varegård med alle aktuelle produkter til haven.
Hun opfordrer alle til at kigge forbi til masse af gode tilbud og åbningsfest fredag den 9. juni eller lørdag den 10. juni.
Bedre logistik
Den nye butik har således, ligesom før den midlertidige flytning, adresse på Mads Bjerres Vej ved Ringvejen.
- Nu skal kunderne jo lige vænne sig til den nye, gamle adresse igen – og en helt ny butik at finde rundt i, siger Anna Mikalski og fortsætter:
- De fleste kunder giver udtryk for, at de glæder sig meget til, at vi flytter tilbage, fordi det er noget nemmere i tilkørselsforhold.
Den nye, gamle adresse er Mads Bjerres Vej 2 – og åbningstilbuddene gælder både fredag den 9. juni og lørdag den 10. juni.