I den grønne trepart er vi blevet enige om at kigge på mulighederne for at justere i efterafgrødereglerne, inden den nye reguleringsmodel træder i kraft, så det bliver mere fleksibelt for landmanden, skriver fødevareminister Jacob Jensen (V) i dette læserindlæg.
Af Jacob Jensen (V), fødevareminister
Det var sensommer, og landmanden skulle til at så efterafgrøder. En ekstrem våd sommer forsinkede høsten, og det var simpelthen for vådt til at kunne så efterafgrøder inden fristen.
Året forinden havde landmanden sået efterafgrøder, men i ugen efter blev frøene spist af snegle på en stor del af marken. Et andet år var det meget tørt omkring den fastsatte frist, så efterafgrøderne ikke kunne spire.