Forrygende Kimbrerskue

5.500 mennesker lagde fredag og lørdag vejen forbi Messecenter Vesthimmerland til årets Kimbrerskue. Her gik alt op i en højere enhed, og arrangørerne kan se tilbage på et supergodt skue.

- Det er gået supergodt. Vi kan næsten ikke få armene ned. Masser af dyr, masser af besøgende, tilfredse udstillere både på dyre- og maskinudstiller-siden. Så det er vi bare utrolig taknemmelige for, siger Brian Otte, som er direktør for Messecenter Vesthimmerland som dannede rammerne om årets Kimbrerskuet. Et skue, som er arrangeret af Agri Nord og NF Plus.

Omkring 5.500 mennesker besøgte skuet.

Vejret spillede positivt med. Regnen fredag gjorde, at landmændene blev holdt væk fra markerne, mens tørvejret lørdag fik det hele til at gå op i en højere enhed, da hestene skulle bedømmes på udendørs baner.

Tilfredse udstillere

Brian Otte fik talt med mange tilfredse udstillere på maskin- og erhvervsudstillingen.

- Jeg var rundt at snakke med flere af dem lørdag, og generelt har de været godt tilfredse. Og faktisk nævnte flere af dem også, at de synes, at der var mere travlt lørdag, end de plejer at have, siger Brian Otte og henviser til en traditionelt mere stille lørdag.

- Flere af dem sagde, at de havde snakket med flere af deres landbrugskunder lørdag. Så jeg tror faktisk, at der var en del fra det professionelle erhverv om lørdagen også.

Lykkes med nye initiativer

Kimbrerskuet havde i år valgt at fokusere endnu mere på børnefamilierne. Blandt andet med en skattejagt og et legeområde med pedaltraktorer, småballer og hoppekøer. Mens 4H-gården, som ligger nabo til messecenteret, havde åbnet op for besøgende lørdag.

- Skattejagten var et kæmpe hit. Vi havde poster rundt i hele området, og det var med til at trække både børn og deres forældre med rundt i alle hjørner af hallerne, fortæller Brian Otte, som er direktør i Messecenter Vesthimmerland.

Omkring 400 børn deltog i skattejagten.

- Legeområdet var godt besøgt, og så er det også mit indtryk, at mange lagde vejen forbi 4H, siger Brian Otte.

Nu skal der efterfølgende tælles op, hvor mange børn der har besøgt skuet, for at se, om man på det rene børne-besøgstal har kunnet se en effekt på de nye initiativer.

Skuets bedste dyr

Kimbrerskuet 2023

Malkekøer

Bedste ældre DH, Kimbrerkoen og Miss Himmerland: 41092-05412, Epic-datter fra Niels Nørgaard, Fårup

Bedste yngre DH: Stakkehavegaard, Vojens

Bedste DH-besætningsgruppe: Andreas Vestergård, Hobro

Bedste Derby-ko: Holstein-ko, 41380-04420 Diamond-datter fra Bert Groen, Nørager

Bedste ældre DRH: 16522-03349 Diamond-datter fra Stakkehavegaard, Vojens

Bedste yngre DRH: 57220-05360 Dice Red-datter fra Dueholm, Skive

Bedste kvie på skuet: 25184-09724, Picasso-datter fra Skovgård, Them

Bedste ældre Jersey: 59017-03341, VJ Lutu-datter fra Sønderfenner, Ribe

Bedste yngre Jersey: 35780-0438, VJ Hays-datter fra Hjulskov, Jerslev

Bedste Jersey-besætningsgruppe: Sønderfenner, Ribe

Heste

Bedste hoppe og bedste hest: Islands hoppe fra Christina Bredgaard Husum og Per Rasmussen, Viborg

Bedste hingst: Tinker fra Luise Juul Boldrup Andersen, Bælum

Bedste føl: Fjordhesteføl fra Signe og Mikkel Kruse Johansen, Randers

Kødkvæg

Bedste hundyr og bedste kødkvægsdyr: Grauvieh-ko fra Emil Bjerregaard, Aars

Bedste handyr: Galloway-tyr fra Troels Andersen, Nibe

Bedste kødkvægsbesætningsgruppe: Charolaisgruppe fra Neergaard Charolais, Fjerritslev

Bedste kødkvægspar: Dexterpar fra Martin Larsen, Vinderup

Bedste kødkvægskvie efter insemineringstyr: Angus kvie fra Troels Andersen, Nibe

Får

Bedste får: Texel får fra Svalhøjhus Texel, Hadsund

Bedste vædder: Texel vædder fra Brøgger Texel, Hadsten

Bedste 1-årsvædder: Blå Texel fra familien Andersen, Varde

Bedste 1-årsfår: Texel får fa Anker Helmer Nørholm Jensen, Randers

Bedste gimmerlam: Texel lam fra Bert Groen, Nørager

Bedste vædderlam: Hollandsk Broget Får, vædderlam fra Katinka Knibbe, Tjele

Læs også