Der skal trænes, vaskes, pudses og tørres, inden familien Bebe er klar til afgang med de fire eller fem dyr, som i år skal vises frem på Det Fynske Dyrskue. En familietradition, som holdes i hævd – i år med fjerde generation på udstillerlisten.
De to hundrede røde malkekøer står på rad og række i stalden på Ålegaard ved Ringe, og der er allerede sat kryds ved de dyr, som skal med i byen anden weekend i juni.
Johan Bebe, som sammen med hustruen Anne Kathrine Kirkebæk Bebe driver et landbrug med 200 malkekøer af rød dansk malkerace, har nærmest fået dyrskuet ind med modermælken.
- Vi er jo nok det, der er nogen, der vil kalde en rigtig dyrskuefamilie. Jeg har været med hvert eneste år så længe, jeg overhovedet kan huske, fortæller Johan Bebe.
Familietraditionen begyndte med Johan Bebes farfar. Dengang var det en vigtig del af arbejdet som kvægbonde at vise de flotteste dyr frem – og det var ikke uden betydning, hvis man ovenikøbet kunne lykkes med at få dyrene præmieret.
- På oldefars tid handlede man dyr, som man i dag handler fodboldspillere. Det var på dyrskuet, man kunne vise, hvad man havde opnået i avlen, og det var også der, man kunne gøre en rigtig god handel, siger Johan Bebe.
Sådan er det selvsagt ikke længere.
Ualmindelig vigtig formidlingsopgave
Men selvom tidernes skiften har medført nye handelsmønstre, så det i dag ikke længere er nødvendigt at tage på dyrskue for at købe eller sælge, så har Det Fynske Dyrskue ifølge Johan Bebe til gengæld fået en helt ny og særdeles vigtig eksistensberettigelse.
- Det rigtig store for mig er, at vi på dyrskuet har mulighed for at skabe kontakten til resten af samfundet. Vi kan vise forbrugerne, hvordan dyrene ser ud. Vi kan fortælle, hvorfor det er dejligt og meningsfuldt at have med dyrene at gøre. Det er i høj grad en formidlingsopgave, og jeg synes, den er ualmindelig vigtig, for det er sådan, vi skaber relationer, siger Johan Bebe og tilføjer:
- Jeg har masser af andet at lave, og det koster jo også lidt at tage på dyrskue, men jeg synes faktisk, at det er afgørende, at vi i landbruget sørger for at prioritere at bygge de her meget vigtige relationer.
Fællesskab og duften af savsmuld
Når den samlede familien Bebe i dag tager på dyrskue, handler det i høj grad også om det fællesskab, der er omkring det. Et fællesskab, som Johan Bebe har kendt fra barn, og som han glæder sig over at kunne give videre til sønnerne Karl og Erik.
Karl Bebe på syv er fjerde generation i en »rigtig dyrskuefamilie«, og i år skal han for første gang have sin egen kalv med på Det Fynske Dyrskue. Privatfoto
- Andre familier tager måske på festival eller til koncert. Vores familie tager på dyrskue. Vi hygger os med forberedelserne til dyrskuet, og dyrskuet er i det hele taget noget, vi får en masse gode fælles oplevelser ud af, fortæller Johan Bebe.
Han henviser samtidig til, at selvom landbrugsbedrifterne i dag er blevet større og færre, er der stadig et stort behov for gode kollegiale relationer hos dem, der arbejder med landbruget og deres familier – et behov, som netop bliver opfyldt på dyrskuet.
- Det er et samlingspunkt for vores erhverv, hvor vi jo ellers normalt går meget rundt hver for sig og er optagede af hver vores hverdag. På dyrskuet møder jeg rigtig mange mennesker, som jeg kender, og som deler min og familiens store interesse for dyrene.
Johan Bebe har – ligesom sønnerne Erik og Karl – været en del af dyrskuet fra barnsben. Her præsenterer han som otteårig ko nummer 0393. PrivatfotoFællesskabet er da ifølge Johan Bebe heller ikke det eneste, som ikke har forandret sig, når landets ældste dyrskue byder indenfor den 13.–15. juni.
- Jeg holder selv også meget af konkurrenceelementet, for det er sjovt og spændende at konkurrere med de dyr, som vi jo holder så meget af. På mange måder er dyrskuet forandret og alligevel det samme, som det altid har været – og jeg kan stadig blive grebet af duften af savsmuld i manegen, slutter Johan Bebe.