Nu skal jorden opvarme Gammel Estrup

Nyt jordvarmeanlæg skal nedbringe museets CO2-udledning med 86 procent.

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum har tidligere primært været afhængig af olie i opvarmningen af den gamle fredede bygning, men det skal nu være slut. Takket være fonde og sponsorer er det blevet muligt at etablere et moderne jordvarmeanlæg, der skal reducere både energiforbrug, CO2-udledning og økonomiske udgifter:

- Gammel Estrup er en stor, trefløjet herregårdsbygning, som fik sin nuværende form i begyndelsen af 1600-tallet, men har bygningsmæssige rødder helt tilbage til 1490’erne. Dengang tænkte man ikke lige i hulmursisolering, genvindingsanlæg eller centralvarme, og det giver i dag store udfordringer med at opvarme huset og holde på varmen, forklarer Kasper Steenfeldt Tipsmark, der er museumsdirektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

- Hertil kommer, at hele herregårdsanlægget er fredet, og det vanskeliggør energioptimerende tiltag. Vi er derfor meget taknemmelige for, at vi nu takket være en lang række fonde og sponsorer kan tage et afgørende skridt imod en mere energieffektiv varmeløsning, tilføjer han.

Et skridt i en grønnere retning

Det nye jordvarmeanlæg forventes at give en samlet energibesparelse på 86.940 kWh, svarende til 72,45 procent i forhold til det gamle oliefyr. Museets CO2-udledning i forbindelse med opvarmning vil med det nye anlæg falde fra 31,92 ton CO2 om året til 4,36 ton om året. Det giver en samlet reduktion af museets CO2-udledning på 27,56 ton, svarende til 86 procent.

Desuden vil der være en økonomisk besparelse, idet museets varmeudgift forventes at falde markant.

- Det er sådan set en gevinst på alle parametre. Ikke alene er det godt for miljøet, det styrker også organisationens økonomiske bæredygtighed i en tid, hvor kulturinstitutioner har vist sig sårbare over for store udsving i energipriser. Alt i alt giver det os bare blod på tanden i forhold til at arbejde endnu mere målrettet med museets vej ind i den grønne omstilling, siger Kasper Steenfeldt Tipsmark.

Det nye, moderne anlæg etableres i det fugtige engområde vest for Gammel Estrup, hvor jordbundsforholdene tilbyder ideelle betingelser.

Området er stillet til rådighed af Løvenholm Fonden, og arbejdet forventes afsluttet i oktober 2024.

Jordvarmeanlægget på Gammel Estrup er muliggjort med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til energioptimerende tiltag, Norlys Vækstpulje, Bodil Pedersen Fonden, Kjellerup Group A/S, Vølund Varmeteknik og Djurslands Bank.

Læs også