På Herregården Hessel ved Hvalpsund står en gammel lade, som er bygget i midten af 1600-tallet. Nu er der kommet nyt lys op i laden – til stor glæde ved et netop afholdt julearrangement.
I december 1702 var der gang i ølbrygningen til jul i laden på Herregården Hessel, og desværre blev der fyret for meget op i kaminen, så hovedhus og længerne brændte ned. Laden blev reddet sandsynligvis på grund af den kraftige trækonstruktion, men også fordi det var vigtigt at redde afgrøderne for familiens overlevelse.
Den gamle lade, som er den ældste bygning på herregården, indeholder i dag Hessels samling af vogne, kareter og arbejdsmaskiner fra dengang, alt blev trukket med heste eller stude. Det har været et ønske fra Hessels side at få en bedre belysning i laden, så konstruktionen og samlingen er lettere at se. Og det er nu sket med økonomisk støtte fra Norlys Vækstpulje med 50.000 kroner.
Øgaard El har fundet en god løsning, så laden er bedre belyst og giver et flot skær til den gamle konstruktion.
Forleden blev laden brugt til at holde julehygge på Hessel med boder med salg af julestads, julegaver og juledekorationer. Laden bliver også brugt til koncerter, fester og aktiviteter gennem året.