Selvom efterspørgslen efter svinekød på det spanske marked er ved at normalisere sig, indtager Spanien stadig suverænt noteringsførstepladsen blandt de fem europæiske lande med flest svin.
Det europæiske slagtesvinemarked er stort set i balance, og de fleste noteringer er uændrede i en stabil markedssituation.
Det skriver Danske Svineproducenter i nyhedsbrevet »Rundt i Europa«.
Kun Spanien og Italien skiller sig ud:
Spanien med en notering, der fortsætter med at falde, og nu er på 16,87 kroner - den spanske notering er dog stadig med stor afstand på førstepladsen i den europæiske prissammenligning af de fem EU-lande med flest svin. Forklaringen på det moderate fald er blandt andet, at efterspørgslen normaliserer sig i takt med at turistsæsonen ebber ud.
I Italien, hvor noteringen i uge 37 lå på 20,14 kroner, fornemmer man yderligere prispositive tendenser på grund af lavt udbud.
Danske Svineproducenter konstaterer desuden, at slagteklare grise hurtigt kan afsættes på tværs af landegrænser i en situation, hvor stigende udbud og stigende efterspørgsel går hånd i hånd.
- Slagtesvineudbuddet stiger typisk i mange lande i sensommeren, men efterspørgslen efter kød stiger ligeledes i år. Derfor stiger slagteriernes efterspørgsel parallelt med udbuddet af slagteklare grise. Resultatet er en stabil markedssituation, hvor udbud og efterspørgsel er i balance, lyder det i nyhedsbrevet, hvor man noterer sig, at markedssituationen er yderst stabil i Tyskland, Belgien, Danmark og Østrig.