Ny produktspecialist skal understøtte vækststrategi hos Horsch-importør

Hos WekoAgro Machinery har man en klar vækststrategi – og udviklingen i organisationen følger med. Derfor er man glad for at kunne præsentere en ny produktspecialist på Horsch, som skal være bindeled mellem de danske landmænd og producenten af de røde maskiner.

Der er stor udvikling i dansk landbrug for tiden, og den udvikling er man en del af hos WekoAgro Machinery i Hammel, hvor man har ansat en ny produktspecialist, som specialiserer sig i jordbearbejdning og såmaskiner fra Horsch.

Den nye produktspecialist er Kristian Thomsen, som kommer fra Vestjyllands Andel, hvor han har arbejdet som markedschef. Derfor besidder han en stor viden om markedet og fremtiden, da han har fulgt udviklingen tæt.

- I fremtiden kommer der til at være fokus på nye og bæredygtige teknologier i landbruget – og der er kommet stadig mere fokus på præcisionsteknologier. Jeg ved, at mange landmænd efterhånden spørger om mulighed for graduering af såsæd med henblik på at tilpasse plantetallet lokalt på markerne, forklarer Kristian Thomsen og fortsætter:

- Derfor er det interessant at komme til WekoAgro Machinery og arbejde med Horsch. Det er et markedsledende produkt – og de går meget op i at udvikle og understøtte landbruget ved at udvikle de maskiner, landmændene har behov for. Der er kort fra tanke til handling her – og det er en nødvendighed for at følge med udviklingen, siger han.

Stor praktisk erfaring

Kristian Thomsen har desuden været aktiv landmand på et større landbrug i 25 år, hvor han selv har gjort brug af de røde maskiner i mere end 20 år. Derfor kender han kvaliteten og maskinerne indefra og ud - og den erfaring bliver værdifuld ifølge den nye produktspecialist.

- Jeg ser meget frem til at komme tæt på kunderne. Med mit praktiske kendskab ved jeg, at der er behov for individuel tilpasning til den enkelte bedrift på de danske landbrug, som bliver mere specialiserede. Især hvis man dyrker specialafgrøder, som eksempelvis frøgræs, kan der være individuelle krav til, hvordan rækkeafstanden skal være ved såning, når man gør brug af præcisionsdyrkning, forklarer han.

Kristian Thomsen er desuden glad for at stå med i spidsen for salget af et brand og nogle produkter, der er så stor tiltro til. For den tiltro er nemlig begrundet.

- Maskiner fra Horsch er meget pålidelige og driftssikre. De er bygget til at blive brugt, og de har en stor kapacitet, som passer godt til udviklingen på de danske landbrug. Grundlæggeren af Horsch var også selv landmand og kendte til det praktiske vedrørende produktudviklingen. Det mindset vil jeg også lade mig inspirere af i forbindelse med mit arbejde.

Strategien er klar til vækst

Den administrerende direktør hos WekoAgro Machinery, Tom Myrdal, ser også med stor optimisme på udviklingen i organisationen. Det er nemlig ikke tilfældigt, at man har valgt en smidig og flad organisationsstruktur, der let imødekommer forandringer.

- Vi har lavet et setup hos WekoAgro Machinery, hvor vi hurtigt og nemt kan tilføje forretningsområder uden store forandringer i den eksisterende organisation. For at følge væksten i virksomheden og vores strategi har vi derfor valgt at ansætte Kristian som ny produktchef, fortæller Tom Myrdal og fortsætter:

- Med den seneste ansættelse af Kristian Thomsen som produktspecialist indenfor Horsch jordbearbejdning og såteknik, er vores setup med produktspecialister fuldendt i forhold til det nuværende produktsortiment, så vi holder os inden for rammerne af den organisationsplan, vi har lagt.

Tom Myrdal fortæller desuden afslutningsvis, at Kristian Thomsen sammen med Henrik Kobæk, der er produktspecialist på Horsch Leeb marksprøjter, er værdifulde medarbejdere i forhold til at sikre fuldt fokus på yderlige vækst.

- Vores organisationsopbygning sikrer fuldt fokus fra en dedikeret medarbejdergruppe i Hammel. Horsch er vores største brand og en hjørnesten i vores forretning, og jeg fortrøstningsfuld omkring at overlade det vigtige produktansvar til de to produktspecialister.

Læs også