Rytter-familien: Høj kvalitet i højsædet

Importfirmaet Rytter Maskiner har indtaget nye lokaler i Randers og er i gang med glidende generationsskifte.

Hele familien er inddraget hos Rytter Maskiner ApS i Randers, når der skal sælges, samles eller sendes maskiner afsted til kunderne over det ganske land. Det gælder både faderen, Bjarne Rytter, de tre sønner og også børnebørnene i ny og næ.

To af sønnerne, Henrik (40) og Mikael (37), er begge indenfor de seneste år blevet fuldtidsansat i familiefirmaet, mens ældste søn Jakob på 43 år arbejder som tømrer. Også han var involveret, da standene hos Rytter Maskiners leverandører skulle bemandes på Agritechnica-messen i november. Her tog han sig af repræsentationen ved de finske Elho-maskiner, mens Henrik stod på Alpego-standen og faderen på standen med Tebbe-vognene.

Netop disse tre agenturer er hovedprodukterne hos Rytter Maskiner.

Finsk Agromek-besøg

Tebbe og Alpego var grundstenene, da Bjarne Rytter etablerede importfirmaet ved årsskiftet 2007. Her kendte han produkterne fra sine mange år som sælger af landbrugsmaskiner.

- Da jeg viste de to mærker frem på Agromek i 2010, fik jeg besøg af et par finner på standen, som bad mig om at tage importen af Elho-programmet. Det startede med salg af river og en indpakker, fortæller Bjarne Rytter og nævner, at Elho-programmet endvidere omfatter slagle- og kædeklippere, stensamlere og senest også en bugseret finsnitter.

Indenfor Tebbe, der på den tyske fabrik producerer spredevogne til kalk, møg, slam, kompost eller aske fra 10 til helt op til 56 kubikmeter, er der solgt over 100 vogne, enten direkte til slutbrugere eller gennem forhandlere, fortæller han videre.

Isobus-styret U-plov

Alpego-programmet fra Italien, som Bjarne Rytter som nævnt har importeret siden 2007, omfatter jordbehandlingsredskaber som fræsere, U-plove, rotorharver fra 1-8 meter med tre typer gearkasser og såudstyr op til 8 meters arbejdsbredde med udstyr til gødningstildeling fra opdelt rustfri fronttank.

- Det er svært grej, alt sammen fremstillet af nyt svensk stål, siger Henrik Rytter, der på Agritechnica i Hannover blandt andet kunne præsentere en helt ny såkaldt U-plov i både fem og seks meters arbejdsbredde, der går ned i 65 centimeters arbejdsdybde.

Redskabet har hydraulisk stenudløser og en ekstra springbolt som sikkerhed ved store jordfaste sten. Støder man på en sådan, udløser det en alarm på skærmen i traktoren.

- Via Isobus indstilles arbejdsdybden, og efter markkort kan den blive justeret efter de forskellige jordtyper, forklarede Henrik Rytter avisens udsendte på Agritechnica og fremhævede redskabets evne til at løsne plovsålen og samtidig forberede arealet til såning. Derfor ser han et stort potentiale for Skat Max redskabet til store danske landbrug, enten til at løsne jorden måske hvert tredje år eller også om et effektivt redskab ved pløjefri dyrkning.

Hellere sliddele end reservedele

Faderen og sønnerne understreger, at de kun arbejder med maskiner og redskaber af høj kvalitet og holdbarhed.

- Vi skal kunne stå ved kvaliteten, og i bund og grund er det sjovere at sælge sliddele end reservedele, lyder det samstemmende, da familien igen er samlet i Randers efter en veloverstået messeuge i Tyskland.

Efter at have haft til huse på Bjarne Rytters ejendom udenfor Randers rykkede importfirmaet den 1. august i år ind i de anderledes større rammer i det sydvestlige industriområde i Randers. Her blev tidligere på året opkøbt en nedlagt maskinfabrik, hvor der er 934 kvadratmeter under tag.

- Her er der optimale forhold til både at modtage og samle maskiner, til opbevaring og forsendelse, reservedelslager og administration, siger 71-årige Bjarne Rytter, der samtidig har indledt et glidende generationsskifte.

Det skete med virkning fra 1. januar 2023, hvor alle tre sønner blev medejere.

Plads til udvikling

De større lokaliteter og generationsskiftet baner vejen for en fortsat udvikling af virksomheden, måske med flere nye maskinprogrammer, slår Rytter-familien fast, der til stadighed får henvendelser om nye importagenturer, og var på Hannover-messen også selv på udkig.

- Der var flere interessante muligheder, også uden for landbruget. Det kunne være indenfor entreprenørmaskiner, skovbrug og den kommunale anlægssektor. Men først og fremmest skal det være kvalitet frem for kvantitet. Derfor har vi ikke travlt, og ønsker ikke at vokse mere, end vi kan følge med, pointerer Bjarne, Henrik og Mikael Rytter samstemmende.

For dem er det afgørende, at de nuværende maskiner serviceres optimalt. Derfor er opbygget et stort lager af sliddele og reservedele, som samme dag kan afsendes til kunderne.

Rytter Maskiner ApS

Etableret i 2007 af Bjarne Rytter, der oprindelig er uddannet traktor- og landbrugsmaskinmekaniker. I perioden 1976-1989 var han selvstændig med produktion af korntørringsanlæg samt salg af landbrugsmaskiner. Derefter var han sælger i flere maskinfirmaer, blandt andet 11 år hos Hylleberg A/S

Med virkning fra 1. januar 2023 blev sønnerne Jakob, Henrik og Mikael Rytter medejere. Henrik Rytter, som er faglært landmand, har siden 2021 har været fuldtidsansat, og sidste år blev Mikael Rytter ansat. Han er uddannet klejnsmed og servicemontør. Jakob Rytter arbejder som tømrer og hjælper efter behov ved messer og højsæsoner. Desuden er ansat en kontordame i virksomheden

Virksomheden flyttede 1. august i år fra Værum Fælledvej 24 til Kertemindevej 5 i Randers, hvor der er 934 kvadratmeter under tag

Import af produktprogrammet fra Tebbe (spredevogne), Alpego (jordbehandlingsmaskiner), Elho (ensileringsmaskiner, klippere og stensamlere), Dondi (grøftefræsere), samt Rytter Biogas (reservedele til pumper) og Rytter Agroparts (sliddele til landbrugsmaskiner)

61 maskiner samler sten

Blandt de mange maskintilbud hos Rytter Maskiner er stensamlerne fra Elho en særlig historie.

- Da finnerne introducerede en stensamler i 2016, var jeg måske lidt afventende. Det er imidlertid blevet en stor succes, siger Bjarne Rytter, der siden har solgt 60 styks Elho hydrauliske stensamlere i Danmark og en enkelt på Færøerne.

Både landmænd, maskinstationer og entreprenører har taget maskinerne til sig. Med opsamlerbredder fra 4,3 til 7,1 meter kan klares op til tre hektar i timen, og derfor bruger også større landbrug stensamleren til enten hele arealet eller områder med mange sten.

Elho-stensamlerne arbejder ned i otte centimeters dybde, og kan opsamle sten fra 4-40 centimeters diameter.

- Dermed renses markerne for de farlige sten for mejetærskeren, som jo nødigt skal skades i høstsæsonen. Alle sten, også dem under overfladen, kommer med, i modsætning til det trælse manuelle arbejde med greben. Samtidig rettes jorden pænt af, når stensamleren kører lige før såmaskinen, påpeger Bjarne Rytter og tilføjer, at flere stensamlere også er solgt til entreprenører. Her er anvendelsen blandt andet til oprydning efter gravearbejder eller jordtip.

Læs også