Europas største grovvareselskab planlægger fyring af 1.300 medarbejdere

Det tyske grovvareselskab BayWa har præsenteret et vidtrækkende transformationskoncept, der blandt andet medfører fyring af 1.300 medarbejdere.

Tyske BayWa, der er Europas største grovvareselskab har haft et udfordrende 2024, hvor de i årets første ni måneder kunne fremvise et underskud på 4,8 milliarder kroner. Derfor forsøger selskabet, med hovedsæde i München, nu at vende skuden ved at præsenterer et vidtrækkende transformationskoncept, der skal føre virksomheden ind i en bæredygtig fremtid.

Som en del af transformationskonceptet planlægger det tyske grovvareselskab at skære op til 1.300 af sine nuværende 8.000 fuldtidsstillinger inden 2027. BayWa skriver i en pressemeddelelse, at størstedelen af nedskæringerne ikke vil finde sted i regionerne, men i stedet i virksomhedsfunktionerne i form af kontorstillinger og transformation og IT-afdelingen. Samtidig vil BayWa fokuserer på sine fire kerneforretningsområder landbrug, byggeri, energi og landbrugsudstyr.

- BayWa vil i 2027 være en fokuseret, moderne handelsvirksomhed med de fire kerneforretningsområder landbrug, byggeri, energi og landbrugsudstyr. For at sikre, at BayWa igen kan drage fordel af sin førende markedsposition på sine fokusmarkeder, er det afgørende, at vi positionerer os som en operationelt konkurrencedygtig virksomhed. Grundlaget for virksomhedens succesfulde fremtid er nu etableret med transformationskonceptet, siger Michael Bauer, Chief Restructuring Officer og medlem af bestyrelsen i BayWa.

Derudover vil 26 af de lidt over 400 lokationer ligeledes blive lukket inden udgangen af 2027.

Læs også